Jeg har mediteret on/off over det sidste års tid (mest off). Siden en hel måned i træk i februar, er det dog blevet en mere og mere fast del af min dag.

Hvis du aldrig har prøvet at prioritere 10 minutter alene med dig selv (uden andre former for stimulering), så vil jeg opfordre dig til at give det et skud.

For at gøre det ekstra attraktivt, har jeg samlet fem evner, du træner, hvis du mediterer dagligt. Evner som du kan bruge i mange andre dele af dit liv og som gør meditationen til en superpower for dig.

1. Du træner din evne til at være dynamisk

Uanset om du lykkes med at holde fokus på din vejrtrækning eller ej, så vil 10 minutter med dig selv i nogenlunde ro, give dig en pause fra alle de andre ting, du har gang i.

Hjerne og krop har brug for pauser. Brug for dynamik. Ikke dermed sagt, at du ikke skal have travlt også. Som skrevet; dynamik – det er bare som om travlheden kommer helt af sig selv – langsomheden kræver (ironisk nok) en aktiv indsats.

2. Du træner din evne til at fokusere

De fleste mediterer med fokus på vejrtrækningen eller et mantra (et ord eller en sætning). Det er smart, for det er noget, du altid har med dig, så det er altid muligt at meditere – også på nudistcamping.

Basalt set er det dog ikke vigtigt *hvad* du fokuserer på; det er bare vigtigt, at du fokuserer på noget. Og for ikke at lokke bevidstheden til farverige tanker, er det lettest, at bruge ngoet, der er noget neutralt og stabilt.

For meditation er fokustræning, fordi du øver dig i at koncentere dig om noget helt specifikt, som du selv har sat dig for. Og det er en evne du kan overføre til andre områder af dit liv.

I vores ofte forhastede og altid bippende verden, er der bud efter din opmærksomhed alle steder fra, er dét at kunne fokusere en vigtig evne, som du kun vinder på at blive bedre til. Den kan bruges på arbejde, når du dyrker sport, ønsker en nærværende samtale eller når du skal have små skibe ind i små flasker med små pincetter.

3. Du opbygger viljestyrke

Netop fordi meditation er noget, du selv har valgt, men endnu ikke er en naturlig vane, kræver det viljestyrke at gøre det. Samtidig opbygger det viljestyrke at gøre noget konsistent.

Så i starten koster det lidt på viljestyrkekontoen, hvis du mærker, at du skal overbevise dig selv om, at du skal sætte dig ned og trække vejret. Men efter nogle få dage, vil du begynde at opbygge viljestyrke, fordi du har håndfaste beviser for, at du gør, hvad du sætter dig for.

Hver gang du mediterer, beviser du overfor dig selv, at du kan, hvad du sætter dig for; at du ikke bare tænker, drømmer og ønsker; du handler. Det er viljestyrketræning.

En genvej til at spare på viljestyrken er at gøre dit meditationsmål helt konkret og i forbindelse med en specifik handling. Det kunne være: jeg mediterer 10 minutter om dagen i 10 dage lige inden jeg spiser min morgenmad. Nu skal du ikke tænke over hvorvidt du skal meditere, nu skal du bare gøre det.

4. Du opbygger mere selvrespekt

Tæt forbundet med viljestyrke er selvrespekt. Selvrespekt baserer sig på handling. Typisk at have handlet på at opnå et specifikt mål, du har sat dig.

Så når du har mediteret 10 minutter hver dag i 10 dage, kan du med rette være stolt af dig selv og have lidt mere respekt for, at du gør, hvad du sætter dig for – også på den lidt længere bane. Respekt!

5. Du træner forbindelsen mellem krop og sind

Vi er allesammen rigtig meget “oppe i hovedet”, hvilket er super vigtigt, eftersom hjernen er en magisk lille maskine, der tager sig af komplicerede processer, der sørger for vi er dygtige, søde, i live og nærværende.

Ofte glemmer vi dog, at hele kroppen er sanseapparat for hjernen, så det er smart at sørge for at forbindelsen mellem de to er stærk, da hjernen faktisk er dybt afhængig af kroppen for forstå verden.

Det er jo ikke uden grund vores sprog svømmer over af kropssanselige beskrivelser: en klump i halsen, mavefornemmelse, lyt til dig hjerte osv.

Så ved at meditere og øve dig i at lade tankerne passere i stedet for at du skal reagere på dem, giver du plads til at kroppen bedre kan komme til orde.

Start i dag – find din måde

Der er ingen regler i meditation, så du kan ikke gøre det forkert. Pyha hva’?

Det vigtigste at huske er, at det – som alt andet – kræver øvelse at blive god. Så det handler mere om at starte, end om at “gøre det rigtigt”.

Tre minutter, hvor du tæller dine vejrtrækninger er bedre end 0 minutter i lotusstilling på toppen af Mount Everest. Så start i dag og prøv forskellige former og tidspunkter, så finder du et setup, der virker for dig.

 

Lignende artikler