Få styr på adgangskoderne

For 20 år siden, havde brug for at logge ind på 5-10 forskellige hjemmesider og indså hurtigt, at det nemmeste var at bruge den samme adgangskode, fordi det var umuligt at huske forskellige koder. Så det gjorde jeg. Og det gik fint.

Faktisk gik det fint lige indtil den dag, hvor jeg skulle oprette et login på en webservice, der krævede at min adgangskode havde både et tal, et tegn og et stort bogstav. Så fandt jeg på en ny kode, og var så i limbo med to forskellige koder i en periode.

Så skulle jeg ændre en adgangskode på en service, og kunne ikke bruge den anden, da der skulle være et tegn i. Så jeg fandt på en ny og havde nu tre forskellige adgangskoder…og kunne aldrig huske, hvilken der var brugt hvor…hvilket blev forværret af, at jeg nu havde 50 forskellige webservices og websites, jeg brugte regelmæssigt!

Det går kun én vej

Du kan selv regne ud, hvordan det udviklede sig derfra; det blev nemlig kun værre. I dag har jeg langt over 500 logins. Og min hukommelse er bestemt ikke blevet bedre siden – og tegner ikke til at blive det heller.

Derfor er jeg glad for at kunne fortælle dig om den løsning, jeg har brugt de sidste fire år – og som ikke bare har gjort det hele meget lettere, den har også gjort det voldsomt meget mere sikkert.

Sig hej til en “password manager”

Jeg har ikke et godt bud på en oversættelse af “password manager” (skyd dit bud i kommentarsporet). Men jeg tror du er snu nok til at få en idé om, hvad det handler om. Ellers kommer den hurtige introduktion her:

En password manager sørger for at holde styr på, hvilket brugernavn og hvilken adgangskode, du bruger til hvilken webservice eller hjemmeside. Du får adgang til alle dine logins med ét “master password”, som så er det eneste, du skal huske udenad. Som i de gode gamle dage.

En password manager virker både på din computer, din tablet og din smartphone, og sørger for, at login-oplysninger er krypteret og synkroniseret. Pivsmart.

Din password manager hjælper dig også med at finde på en adgangskode, der er svær at gætte for både mennesker og computere, så det er meget mindre sandsynligt, at du får din identitet eller dine data stjålet. Altså virkelig meget mindre sandsynligt, end hvis du bruger den samme adgangskode til det hele.

Så sådan én, synes jeg du skal blive gode venner med, hvis du ikke allerede er det. Og derfor kommer her, hvilke to password managers, jeg vil anbefale:

Den jeg bruger: 1password

Jeg bruger selv 1password, og det er jeg meget glad for. Der er super god integration i alle de browsere, jeg bruger, så jeg kan logge ind på hvilken som helst hjemmeside med et eller to klik (jeg taster aldrig andet end mit master password).

Deres smartphone app virker rigtig godt og kan låses op med fingeraftryk, så du ikke skal taste den (lange) master adgangskode på det gnidrede skærmtastatur hver gang.

Derudover er det markedslederen og derfor den, der oftest er integreret i forskellige apps, så det er endnu lettere at logge sikkert ind andre steder end i browseren.

Endelig kan du gemme forskellige formulardata og kreditkort, så det bliver hurtigere at udfylde en tilmeldingsformular eller betale for en dims.

1password koster $3 om måneden = cirka 20,- og det synes jeg er en meget fair pris for at slippe for datahovedpiner og kodebekymringer. De første 30 dage er gratis, så du kan prøve det af.

Alternativet: Lastpass

Hvis du er lidt stram på budgettet, kan du overveje Lastpass i stedet, da den kun koster 1/3 af 1password = $12 om året ~7,- om måneden.

Designet er ikke helt så lækkert og integrationen i browseren er lidt grovere, men det er mest et spørgsmål om æstetik. Funktionaliteten fejler ikke noget.

Når du betaler for servicen (premium), kan du også synkronisere mellem computer og telefon – og du kan gemme kreditkort og formulardata ligesom med 1password.

Det er gratis for ét device, så du kan prøve det af og så senere købe, så du også får lastpass på dine andre enheder.

Hvad med Apple og Google?

Godt du spørger, for det er relevant. Både Apple og Google har nemlig lignende løsninger, men de har efter min mening begge en række ting, der trækker ned.

Googles løsning er udemærket, men virker primært i browseren, så når du skal have fat i et password til en app på din smartphone, er det bøvlet. Derudover er der fri adgang til at logge ind, hvis din computer eller telefon ligger “åben” eller lånes af en ven.

Og endelig – den største dealbreaker for mig – Googles forretningsmodel er at sælge data, ikke at værne om mit privatliv. Så jeg synes ikke de er den rigtige leverandør af en password manager med den ene hånd, når de med den anden hånd sælger adfærdsdata og reklamer.

Apples Keychain-løsning, der synkroniserer via iCloud, lider af nogle af de samme problemer; den virker bedst i browseren og når der er åbnet op for computer/browser/telefon, er der frit slag for dem, der låner.

Apples forretningsmodel er (mest) at sælge hardware, så det er ikke så meget en data-ting, der gør mig utryg ved dem. Det er mere, at de optimerer sådan en service til at fungere RIGTIG godt på Apple-enheder, og så virker det jævnt dårligt på alt andet end dét, jeg har købt af Apple. Og SÅ meget Apple fanboy er jeg bestemt ikke. Jeg kan godt lide at holde mine muligheder åbne.

Og ja, både Googles og Apples løsning er “gratis” – men vi snakker under 20,-/måneden for at få en 3. parts leverandør. Det synes jeg er b-i-l-l-i-g-t.

Få styr på sikkerheden

I dag har jeg langt over 500 logins til webservices, emailkonti, websites og alt derimellem. Og ikke bare mine egne; jeg har login-oplysninger, som jeg bruger i forbindelse med kundeprojekter, og jeg skal i hvert fald ikke være det svageste led og skyld i, at der sker noget data-øv hos én af mine kunder, fordi jeg ikke lige fik installeret den der password manager.

klik afsted – og lad mig gerne høre, hvor let det går med at blive sikker.

Lignende artikler

2 Comments

  1. Et af problemerne med huskeordsadministratorer kan vel være, hvis man nogle gange er afhængig af at kunne logge ind andre steder end på sit eget udstyr.
    Eller har nogen af de udbydere du nævner en løsning på det?

    • Det er helt bestemt en situation, man kan stå i engang imellem. Med den seneste opdatering, kan både Lastpass og 1password bruges via browseren, så det skal ikke afholde dig ??

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2017 Niels Philbert

Theme by Anders NorénUp ↑