Månedens eksperiment: Meditation

I 2016 har jeg ladet mig inspirere af min ven Søren, der sidste år levede efter et specifikt madprincip en måned af gangen (vegetar én måned, ingen sukker en anden måned osv.).

Jeg vil dog ikke fokusere (udelukkende) på mad/kost, men prøve en bredere palette af eksperimenter. Og du skal selvfølgelig være med – hvis du har lyst.

Februar = meditation

Februar måned starter i morgen, og eksperimentet for årets anden måned bliver at meditere hver dag; én gang om dagen og som udgangspunkt 10 minutter.

Min erfaring med meditation eksisterer, men den er bestemt sparsom. Jeg har formået at gøre det syv dage i træk, hvilket jeg dog ikke oplevede den store effekt af. Men jeg er ikke typen, der synes det er ok at give op på noget, før det har fået et reelt forsøg eller tre. Så nu giver skudåret mulighed for 29 dage i træk, hvilket jeg tager som en opfordring.

Nysgerrighed som motivation

Der er masser af artikler, bøger, videnskabelige forsøg og personer i mit netværk, der kan berette om alskens positive effekter af konsistent meditation. Så jeg er nysgerrig efter, hvad det kan gøre for mig.

Jeg gør dog et stort nummer ud af, ikke at have et specifikt mål for, hvad jeg håber meditationen kan gøre for mig. Jeg prøver at se det som ”nysgerrighedstræning” og går til det med et ønske om at se, hvad der sker inde i lige præcis mig. Det sætter forventningerne lavt og dermed sandsynligheden for succes højt.

Sagt på en anden måde, sætter jeg fokus på processen i stedet for effekten – og er så bare super spændt på, hvad jeg finder ud af, ved at være konsistent i 29 dage.

Det betyder også, at jeg ikke har strikse regler for, hvordan jeg vil gøre det. Det vigtige er at gøre det hver dag, ikke i nær så høj grad hvordan eller om jeg får en bestemt effekt.

Metode: simpel

Min metode bliver nem: Sidde på en stol et sted, hvor jeg ved, der ikke kommer forstyrrende elementer 10 minutter frem: telefonen på flymode, døren låst osv. Derefter fokus på min vejrtrækning.

Dét med vejrtrækningen syntes jeg selv lød banalt og egentlig svært, da jeg prøvede meditation de første gange. For hvad er en vejrtrækning egentlig?

Så fik jeg et tip om at fokusere på hvor luften rammer på vej ind igennem næsen og ud igen. Altså mærke luften ramme indersiden af næsen, ned i halsen og ned i maven – og så ud igen.

Et andet fokuspunkt kan være, hvordan maveskindet bliver spændt ud af luften, der trækkes ned i maven, og afspændt igen, i takt med at luften strømmer ud.

En tredje mulighed er at fokusere på at sige ind og ud meget langsomt inde i dig selv. Altså: “iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiind….uuuuuuuuuuuuud” helt roligt og gerne med tonen i stemmen på vej op i indåndingen og tonen på vej ned i udåndingen.

Meditation er jo ikke svært

Uanset hvad, er hemmeligheden ved meditation mere at være konsistent, end at gøre det på en bestemt måde. Det, der er svært, er at gøre det så ofte, at det får en effekt.

Lidt ligesom at lære at spille et musikinstrument; det giver ikke meget i starten og det hele føles svært og måske meningsløst. Men, hvis man bliver ved med at øve, så sker der pludselig noget, og man kan spille første vers af Let it be – og det giver ny motivation for at øve mere, så man kan komme til omkvædet osv.

Jeg har selv afskrevet meditation tidligere, fordi jeg var utålmodig og meget hurtig til at fokusere på (de udeblivende) resultater. Derfor er fokus for mig nu på processen, så jeg får øvet, og så kan jeg evaluere på effekterne, når vi når marts.

Apps til undsætning

Er du en vårhare ud i meditation, vil jeg anbefale dig at snuppe en app, der kan guide dig på rette vej. Jeg har selv været glad for tilgangen i Headspace. De har en gratis 10 dages introduktion, hvilket er perfekt, hvis du gerne vil have lidt støtte i starten.

Alternativt hører jeg godt om Calm. Begge apps kører på både iOS (iPhone/iPad) og Android OS – Calm giver endda mulighed for en meditation direkte i browseren.

Jeg vil også anbefale dig at holde trit med, om du “holder kæden”; altså om du får det gjort hver dag. Her bruger jeg selv app’en Way of Life (alternativt Momentum).

Har du en Android-telefon, så er her fem apps, der kan hjælpe dig med at holde styr på, at du får mediteret hver dag.

Jeg glæder mig vildt til at starte i morgen, og er nysgerrig efter, hvad jeg kommer til at opleve. Hvis du springer med på udfordringen, så skyd mig gerne en besked eller mail, så jeg kan tjekke ind og høre, hvordan det går i løbet af måneden.

Lignende artikler

4 Comments

  1. Glæd dig :-)

  2. Hvad er konklusionen på eksperimentet? :)

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

© 2017 Niels Philbert

Theme by Anders NorénUp ↑