På det seneste har jeg købt en del på nettet. Jeg er vild med konceptet, men jeg er træt af leveringstiden og giver Post Danmark skylden. Jeg synes ellers idéen med nethandel er god:

  • Jeg får leveret lige til døren – dér hvor jeg skal bruge produktet
  • Jeg kan gøre det, når jeg har tid og jeg skal kun bruge min mac og internet
  • Jeg får den bedste pris og får bedre og bedre muligheder for at vurdere butikkernes serviceniveau, før jeg handler

På mange produktgrupper synes jeg internetbutikkerne er de fysiske overlegne. Jeg får en bedre pris grundet de sparede udgifter til personale og lokaler. Jeg skal ikke omkring en bestemt adresse, for at få varen og jeg kan købe ved det firma, der har varen, i stedet for at gå forgæves i en butik. Men hele konceptet går fløjten, når jeg skal vente 2, 3, 4 eller 10 dage på at få min pakke. Hvis jeg er stillet i udsigt at der leveres indenfor 1-2 dage, så er det dér min forventning er. Det er basal forventningsopbyningspsykologi (hvilket i øvrigt er et langt ord). Problemet er, at jeg næsten aldrig er hjemme, når Post Danmarks pakkepost kommer med min pakke. Og for at det ikke skal være nok, så kan jeg tidligst hente min pakke på posthuset dagen efter, selvom posten har været forbi kl. 11.13. Når man så spørger, hvad den høje pris pr. pakke går til, så er det ekspedition/håndtering, transport og indtjening. Her er håndteringen (og dermed udbringningen) helt sikkert den største omkostning. Men omkostningen er så altså, at jeg betaler for en postmand går forgæves og jeg må vente yderligere på min vare. Spørgsmålet er jo så, hvad Post Danmark eller måske dem der vil give Post Danmark buksevand, kunne gøre for at få overtaget. Så her kommer et par idéer:

  1. Gør omdeling valgfri. Hvis jeg fravælger levering til døren, får jeg en e-mail/sms om, hvornår jeg kan hente min pakke. Det burde være ret simpelt at kode sammen med pakkens unikke Track & Trace nummer. Som tak for, at jeg selv henter min pakke og letter Postens arbejde, får jeg en klækkelig rabat på forsendelsen. 50 % ? Fint!. Og ja, du har måske set, at muligheden er der nu. Men hvad er besparelsen? (trommehvirvel): 8,- Den tager vi lige igen: otte danske kroner (!). Og de to gange jeg har prøvet det, var pakken yderligere en dag forsinket i forhold til, hvad der stod på den seddel jeg modtog om at jeg kunne hente pakken (som var sendt med posten!). Hallo – hvor blev det papirløse samfund af?
  2. Skulle man prøve at udvide posthusets åbningstid for ekspedition af pakker? Ja det tror jeg nok man skulle. Luk bare for ekspedition af frimærker, pengeoverførsler og betaling af girokort. Men hold da lige åbent til kl. 22 for udlevering og indlevering af pakker. Mange køber jo i dag labels og putter pakken i det rette bur, så der må være sparet en del penge. Brug dem på at have to personer gående til at give lidt service. Og sende en e-mail/sms når de får pakker retur fra postbuddet, for dem der havde valgt omdeling.
  3. Hvor er folk meget? Trafikknudepunkter kunne være svaret. Hvad gør vi så? Vi åbner pakkecentraler tæt på hvor folk er, eller laver samarbejde med centralt placerede butikker. GLS har gang i noget smart med Blockbuster i deres pakkeshop koncept. Men de halter på, at de ikke tilbyder pakkeshop-til-pakkeshop forsendelser. Og at deres labelsystem er noget de har udviklet i 1972.

Post Danmark har for kort tid siden annonceret, at de vil satse på en form for døgnboks til afhentning af pakker. Men hvem skal lære kunderne at bruge det? Og hvad hvis det ikke virker?? Og hvor hurtigt kan det helt nøjagtig rulles ud i forhold til de ovenstående koncepter??? Hvis vi nu starter med de tre ting ovenfor, så skal jeg nok finde på tre mere, mens du er på posthuset.