Nu er det ikke første gang jeg løfter sablen overfor DSBs brug af resurser og måde at gribe tingene an på. I artikellinket skriver jeg følgende, som jeg mener fortjener lidt mere udfoldelse:

Bøden på 600,- for at køre uden billet, der blev til et servicegebyr på 60,- for at en flink konduktør kunne sælge dig en billet direkte i toget, istedet for at stå og diskutere foran 30 medpassagerer.

Situationen er i dag, at DSB (og mange andre) har en trusselsbåret kommunikation omkring billettering. Det koster mange penge, hvis du som passager ikke har løst billet. Lad os så sige, at jeg har travlt. Jeg er kommet for sent ud af døren, eller metroen var forsinket, så jeg er i sidste øjeblik til at nå toget til jylland, som det er bydende nødvendigt, jeg når. Jeg har nu to muligheder:

  1. Misse toget, for at købe billet (der på hovedbanegården kan gøres i billetautomaterne ved indgangen i stedet for fx ved en billetautomat på perronen)
  2. Springe i toget og betale 600,- i bøde + billettens pris + den ringeagtelse en “snyder” bliver påført af andre passagerer

Nu kan det være svært at vurdere værdien af at komme til tiden til en aftale og på baggrund af dette vurdere, hvilken løsning der er bedst. Der er dog ingen tvivl om, det er to meget differentierede muligheder jeg skal vælge imellem. Havde jeg haft den mulighed at springe på toget og købe en billet i toget – mod et gebyr på fx kr. 50 – så ville jeg ikke betænke mig. Det synes jeg er en fair pris for at jeg ikke er “forberedt”. Så kan man diskutere, hvorvidt de 50,- kan annuleres, hvis man kom for sent grundet et andet DSB-drevet transportmiddel. Det må være en frihed konduktøren skal have. Fordelene ved denne løsning er åbenbare. Ulemperne mener jeg til gengæld kan argumenteres væk. DSB vil formodentlig hævde, at det høje gebyr har en opdragende effekt. At fordi jeg ved eller måske har prøvet at få en bøde, så “tør” jeg ikke undlade at løse billet. Det kan der måske også være noget om. DSBs gebyrafdeling har så nok aldrig siddet tæt på en konduktør, der skal udskrive en bøde. Det kan være en skuffet passager, der mener fejlen ligger hos DSB eller anden aktør jvf.: “billetautomaten virkede ikke” eller “bussen var forsinket”. Det kan også udvikle sig mere højlydt til bandeord og fornærmelser. Jeg har været vidne til begge dele og ved jeg ikke er den eneste. Og jeg tvivler på det altid er passagerernes egen skyld. Konduktørerne står i hvert fald ofte i en situation, der kan være svær at vurdere, hvad der er korrekt + de ofte skal tage en mængde ubehagelige ord med på vejen. Spørgsmålet er så, hvad der er vigtigt her. På de lange stræk, hvor der altid kontrolleres/stemples billet, ser jeg det som ganske unødvendigt, at tænke i, at passagererne snyder. Det kan man jo nærmest ikke. De fleste billetløse har derfor enten haft rygende travlt (som i mit eksempel ovenfor) eller har været forhindret i at købe billet (kø ved automaten/billetsalget, defekt automat osv.). Jeg synes det ville klæde DSB (og andre transportvirksomheder) at prioritere kunden først. Vise, at man er interesseret i at give kunden en god oplevelse. En passager, der har skullet betale billet og bøde, fordi billetautomaten var i stykker, er ikke den bedste ambassadør. Var gebyret på 50,- og var det op til konduktørens vurdering, om det skulle betales, så vil jeg mene vi var på et mere fair niveau. Man kunne jo forestille sig, at flere passagerer faktisk ville synes det var lettere, at købe billet i toget, frem for på stationen. Og så kunne man droppe mange af automaterne (der tilsyneladende ofte skal repareres), hvilket må give en besparelse. Pengene kunne man så bruge på at udstyre flere konduktører med billetmaskiner, der kan tage dankort. Af egen erfaring ved jeg det foregår sådan i flere af de tog, der kører længere stræk i London og England. Da jeg prøvede det, virkede det perfekt og nemt. Hvorfor skal DSB ikke være perfekt og nem?