Jeg har ikke råd til en privatchauffør. Og selv hvis jeg havde, ville han eller hun nok kede sig det meste af tiden, for jeg har pt ikke brug for at komme voldsomt meget omkring. Hvis jeg skulle hyre en person til at køre mig fra sted til sted, var der dog en række kvaliteter jeg ville forvente og lægge vægt på. Og ja, jeg forestiller mig for forandringens skyld, at det var en kvindelig chauffør. Mød Camilla:

Hun danser på pedalerne
Jeg vil forvente, at Camilla på alle tider vil køre efter at nå det bedste mix mellem miljøhensyn, tidsplan og trafikken i øvrigt.

Opdateret på trafikale problemstillinger
Jeg vil have en forventning om, at Camilla følger med i udviklingen indenfor motorteknologi, CO2-udledningskrav og alternative transportformer. Jeg vil forvente at Camilla ikke blot fører automobil efter ypperlige principper, men også var en kilde til information om trafikal infrastruktur og landskabsdesign, samt andre landes transportkultur. Ikke at hun skal være alvidende orakel eller medredaktør på Motor, men jeg vil klart forvente, at Camilla var min vismand (m/k), når det drejer sig om en vægtet og flersidet diskussion omkring, hvordan vi flytter mennesker.

Et humørfyldt og sundt menneske
Hvis de ovenstående kvalifikationer er direkte afledte af Camillas job, så vil denne være mindst ligeså vigtig, selvom den er mere indirekte. Jeg vil nemlig forvente at den kære Camilla også er et godt menneske med overskud til at pleje interesser som sport og sine nære.