I denne uge, skød Københavns trafikselskaber et pilotprojekt i gang, hvor idéen er, at så længe du har din mobil, kan du komme hvorhen du vil. Jeg synes idéen er god og har mest svært ved at forstå, hvorfor det tog så lang tid. Men det var vist noget med, at de lige skulle have aflivet det kuldsejlede rejsekortsprojekt først (!). Faktum er i hvert fald, at nu er vi i gang og der kan samles erfaringer. Jeg er jo meget interesseret i udvikling af produkter og services, og særligt dem der berører mange mennesker, så jeg har tjekket systemet. Som altid er jeg lidt mavesur over udførelsen, så lad mig gennemgå udfordringerne, og derefter komme med nogle forslag til forbedring. Rejsekortet skal købes vi sms. Vi taler altså mobiltelefoner og smartphones. Når man interagerer med systemet via sms, så får man en opfordring om at besøge systemets hjemmeside 1415.dk. Problemet er, at jeg får opfordringen i dét jeg har interageret med systemet (og derfor ikke er i nærheden af min computer). Jeg fandt det derfor nærliggende at besøge sitet fra min iPhones ganske velfungerende browser. En dårlig oplevelse, for sitet af lavet i flash, hvilket ikke engang loader på iPhone. Og nej, flash er heller ikke særlig godt understøttet på selv de mest avancerede smartphones af andre mærker. Jeg synes det er problematisk. Selve systemet består af en mængde koder, som jeg har svært ved at huske. Og jeg husker ganske udemærket. Når man har glemt sin pung eller har travlt (hvem har ikke det i København), så er det ikke lige S552 2 voksen cykel jeg har lettest ved at huske. Slet ikke, når koderne er forskellige, afhængig af, hvor i byen du kører fra eller til. Det er ikke specielt brugervenligt set i forhold til brugssituationen. (Læs om koderne i FAQ’en på hjemmesiden (jeg kan desværre ikke linke direkte, da det er flash!)) Beslægtet med det indviklede system for bestilling af billet, er den tredje udfordring: prisen. En smsbillet koster mere end en almindelig kontantbillet. “Nej Niels, der står på 1415.dk at den koster det samme.” Korrekt, men hvad giver du for 2 sms’er? Den takst skal du lægge oveni billetprisen… En sidste ting, som ikke vedrører slutkunderne, men en sekundær brugergruppe, er måden en smsbillet tjekkes på. Det er noget jeg har fået fra en kilde der har insiderviden, men systemet er noget i stil med: Du skal lægge en bunke tal sammen, som så skal give “dagens tal” for at billetten er gyldig. Dagens unikke tal skifter hver dag, så det kræver altså både en lommeregnerhjerne + man skal kunne skille de enkelte dage fra hinanden. Jeg ville helt sikkert dø af stress, hvis det var mig. Nå, lad os komme til nogle konstruktive idéer til forbedring. Hvis det er meningen at smsbilletten skal træde i stedet, hvis jeg har glemt min pung eller mit buskort, så ville jeg da bestemt ikke have noget problem med, at skulle “oplade” min billetkonto i stil med et taletidskort. Det kan jeg fx gøre i en billetautomat eller på nettet. Så trækkes der blot penge fra kontoen, når jeg køber en billet. Teknisk skal der blot tjekkes op på, at bestillingen er foretaget fra mit nummer, hvilket jeg ved er simpelt at lave. Skulle vi gøre det en tak smartere, så skulle jeg blot sende en sms med det unikke nummer stoppestedet har (fx S552) når jeg stod på. Når jeg så stod af, skulle jeg sende en sms med endestationens nummer. Ud fra det, vil systemet selv finde ud af, hvor mange zoner jeg har kørt og skal betale for. Det er der nemlig ikke god hjælp til at regne ud som tingene er lavet i dag. Hvis jeg ikke sender en “slutsms” trækkes der fx 50,- på min konto. Så er jeg motiveret for at sende beskeden. Bonus: På denne måde, vil trafikselskaberne også få adgang til data for, hvor lang tid en given rejse mellem to stationer tager. Det tror jeg da godt sådan et selskab kunne tænke sig. Og det vil jo være på tværs af forskellige selskabers systemer og transportmidler (metro, s-tog, busser, IC’er mv.). På sigt ville det også være simpelt at implementere idéen i rejsekortet (der også kræver en handling ved indstigning og ved udstigning). Skulle det helt op på den høje klinge (eller som et alternativ for dem der kan) skulle det være muligt at tage et snap af en 2D kode ved hvert stoppested. Så var man helt fri for sms’erne. Mht. pris på billetten, så er en dyrere billet ikke en stor motivator. For brugerne ser regnestykket sådan ud: smsbillet = merpris + bøvl. Regnestykket skal jo optimalt set se sådan ud: Ny teknolig = lavere pris + mindre bøvl. Hvis en enkeltbillet til to zoner i dag koster 21,- så skulle den på sms (og da særligt i en pilotudgave, der oftest er = ustabil drift) koste 15,- Læg hertil prisen på to sms’er (eller en lille smule datatakst, hvis man vælger 2D koder) og du har motiveret flere til at bruge systemet. Det er ikke så svært. Og så skal vi lige omkring kontrollen. Lav stikprøver ved udvalgte stoppesteder. Og kald dem der står og “tjekker” servicefolk. En servicemedarbejder er ikke så farlig som en kontrollør. Og så kan buschauffører koncentrere sig om trafikken (nødvendigt) og få overskud til at sige godmorgen (dejligt). Så kan man jo også ret nemt spørge folk, hvad de synes og på den måde få værdifulde input og udviklingsidéer. Og hvad angår web, så er vi altså kommet til et sted i udviklingen, hvor en server kan genkende om det er en mobil enhed, der spørger efter indhold på en side eller det er en computer. Det giver mulighed for at lave en decideret mobilside, som er baseret på at fungere på de små dimensioner, en mobiltelefon har at gøre med. Det er den fine løsning. Den anden er at lave sin hjemmeside i kode, der opfylder de gældende webstandarder. Det er et krav man bør stille til sin webudvikler. Så kan indholdet vises. Flash er ikke en løsning, hvis du har “mobil” som kontaktpunkt. Overhovedet. Og DSB, Movia, S-togsafdelingen og hvad I ellers hedder. I skal være velkommen til at ringe, så skal jeg nok finde på nogle flere idéer. Det mangler da bare.