Personligt har jeg fået nok af al den snak om finanskrisen. Jovist, er det da træls og jeg mærker da også, at mange af dem jeg omgås, tænker mere over, hvordan de bruger deres penge. Men er det nu så skidt? En del af problemet er vel, at vi har tænkt for lidt over, hvad vi har brugt vores penge på. At vi generelt har haft mere travlt med at bruge pengene (specielt de letlånte), frem for at overveje, om det nu også er en ekstra bil, ny sofa, en lejlighed i Barcelona OG time share i Florida, der er vejen til lykke. Jeg skal selvfølgelig spille hellig, for jeg har slet ikke har haft så mange penge, at jeg har kunnet købe lejlighed udenfor landets grænser. Jeg har måske kunnet svinge mig op til en bolig i en forstad til Aars, men så varmt har sparepengene dog heller ikke brændt i lommen på mig. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan enes om, at vi mennesker har haft for meget fokus på “happy go lucky”-forbrug og grådig tilraning af materiel værdi, så vi må tage vores del af ansvaret. Jeg ser dog den største del af ansvaret for denne eskalering placeret hos nogle griske og uansvarlige velhavere i finans- og investeringssektoren. Som nedenstående video viser, så er der blevet udstedt lån på alt for løse grundlag, med al for høj risiko. Og så snart, det blev mere end en fidus for de frækkeste slagterhunde i klassen, så gik det galt. Jeg vil prøve at holde mine meninger om bailoutplaner og krisepakker ude af denne blog, for det bliver noget forfærdeligt sprog. Men lad mig sige, at jeg fik en skærpet forståelse for, hvorfor det er gået så galt, som det er, ved at bruge elleve minutter på filmen. Det er virkelig sublim formidling, og burde udstikke en ny standard for, hvordan videregivelse af indviklede processer bør kommunikeres: