Jeg skulle fra Aalborg til København for et par dage siden. Og så står det evige valg: fly, der er hurtigt, billigt og forurenende. Eller tog, der er langsomt og dyrt, men udleder mindre CO2. Jeg var heldigvis ude i dårlig tid, så toget var 20,- billigere. Jeg valgte altså at følge min samvittighed, spare en tyver og bestilte billet til toget. Jeg håbede at få mulighed for at få turen i et af de længe ventede IC4-tog. Det lykkedes, og efter at have tilbragt små fem timer i sædet, har jeg nogle indtryk, jeg gerne vil dele.

Den vigtige siddeplads

Jeg bookede en plads af den type, der i IC3 kun er i stillezone og DSB 1’. Altså sådan et uden bord i midten, men med udsigt til bagsiden af sædet foran. Det var meningen, for jeg ville arbejde. Sæderne har generelt god plads. Bedre støtte end i IC3, og umiddelbart synes jeg sæderne er mere individuelt orienterede, end IC3’s mere “bænke-agtige” design. Forstå mig dog ret – jeg synes IC3 er pænere rent æstetisk. Den ekstra plads giver dog udfordringer for én som mig, der skal sidde med en bærbar. Jeg kunne ikke finde en behagelig stilling, fordi bordet er for kort, (eller er det sædet, der er for langt tilbage?). Sædet virker mere “tilbagelænet” end IC3, hvilket lægger mere op til afslapning, end office style. Ærgeligt, da arbejdsplads-på-farten, netop tidligere har været et stort plus for valg af tog kontra bil til andre destinationer. Sædet er dog godt støttende, når man sidder tilbagelænet, så jeg spår flest udfordringer for folk der vil have noget ud af tiden med en bærbar. Disse folk vil så sætte pris på, at der er strømstik ved siden af sædet. Det sparer passagerer for IC3’ernes ledning i hovedet-moves. Men giver så tilsvarende ledninger om fødderne-boogie. Det går lige op.

Når man vover sig ud

Når man rejser sig fra sin plads, føles toget mere rummeligt. Der virker til at være mere plads mellem sæderne. Og bagagehylderne har fået en tiltrængt hældning ud mod togvæggen, så kufferter ligger bedre fast. Dog ingen mulighed for fastlåsning af tasken via wire med kode, som jeg netop har set i Barcelona. Det var ret smart! Når man går omkring i IC4, oplevede jeg væsentlig bedre støddæmpning, og støjen er markant lavere end IC3 (særligt i mellemgangene mellem togvognene, som er en omgang larm i IC3). Toiletterne er dog stadig lige så dårlige som IC3 – omend naturligt ikke så slidte…endnu. Billigt toiletpapir, sært censorsystem med vand, og en alt for stærk håndtørrepapirholder (du ved dem, der har så godt fat i papiret, at man starter med at hive snipper af papiret ud, fordi man jo har våde hænder!). Altså: det fungerer, men jeg synes ikke det er blevet bedre. Og den sidste ting jeg lagde mærke til, er afløseren for IC3-togenes omdiskuterede døråbnesystem. Det er videreført i IC4. Måske ok, siden de fleste danskere nu har lært at fægte med armene som en ninja (eller aktivere censoreren helt oppe ved loftet, som jeg plejer at gøre). Men dørene er langsomme. Primært fordi man har valgt at dørene glide fra den ene side til den anden (frem for delt på midten som IC3). Det forøger “åbningstiden” mærkbart (og læg mærke til, at man normalt forbinder en forøgelse af en åbningstid med noget positivt, men nu twister jeg det så, og bruger det i negativ sammenhæng…). Langsomme døre trækker ned.

Mening og sammenligning med IC3

Det værste ved min togtur var en horribelt dårlig 3G internetforbindelse. Den får Telia skylden for. Næstværst var min skuffelse over, at der ikke er flere revolutioner – endsige blot evolutioner – i IC4. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor specialbyggede tog var så vigtige, når de ikke virker til at tilbyde noget, jeg ikke finder på togrejser i andre lande. Og tager jeg i betragtning, at IC4 er baseret på dieseldrift, hvilket er dårligt kan udnytte vores hastigt voksende vindmølleparks elproduktion, så synes jeg det putter brænde på det bål, der har brændt siden den første forsinkelse ramte IC4. Allerværst er det dog nok, at DSB’s deltagelse i 1 ton mindre bliver lidt udhulet, når en passager udleder mere CO2 ved at rejse med IC4 frem for IC3 (se eksemplet med “Aalborg-København”). Det er ikke sådan rigtig udvikling, hvis du spørger mig. Så en transporteret Niels anbefaler, at du prøver selv, for at danne din mening. Jeg tager dog gerne et IC3 frem for et IC4 – særligt når jeg får fyret Telia som leverandør mobilt bredbånd! Hvad synes du?