Monthjuni 2009

Jeg elsker kortfilm. Måske det derfor jeg har så stærke meninger om reklamer. Jeg synes nemlig det både kræver mod og respekt at prøve at bringe et budskab, en stemning og en reaktion på sekunder, mere end minutter og timer. Det er sin sag, og jeg fyldes altid af imponade, når det lykkes for nogen. Det synes jeg det er for Chris Milk med Last Day Dream.

Udover at han rammer mange af de store punkter i livet (og et par enkelte der overraskede), så er kvaliteten af udtrykket høj og det viser overskud, hvilket efter min mening forstærker effekten. Det er ikke venstrehåndsarbejde. Crewet har gjort sig umage. Så er spørgsmålet hvad filmen gør ved dig? Og om du kender nogle kortfilm, jeg skal se?

Organa – sidder den ved siden af leveren?

Det er efterhånden nogen tid siden Organa blev lanceret, men både navnet og markedsføringen irriterer mig. Jeg forstår det nok ikke, eftersom designet blev nomineret til en Creative Circle og fik omtale på dieline.com. Så lad mig være den første til at opstille muligheden for, at jeg ikke er kyndig nok til at bedømme sådanne sager. Men min mening som lægmand og potentiel kunde kan jeg da åbne op for.

Som sådan kan jeg godt lide produkt-typen – “økologisk læskedrik med mindre tilsat sukker”. Altså dét jeg kan få at vide om det på hjemmesiden, hvilket dog er sparsomt, hvilket bringer mig til mit første ankepunkt: Hvorfor står der ikke mere om, hvad det er lavet af, hvordan det produceres osv? Ikke specielt øko-oplyst og 2009-fremme-i-skoene. Men det er så også House of Beer = Carlsberg, der står bag. Og det betyder mere interesse for salg og logistik, end ingrediensoplysninger såvidt min erfaring siger mig.

Organa – hvordan vil det ikke lyde på tysk!

Mit næste ankepunkt er navnet. Organa. Jeg kan godt se, hvordan man kom på at det var en mulighed, men jeg synes altså det lyder som noget man bruger til en halsoperation: “Ræk mig lige en organa og en tang…” – eller måske som en der har fået forkert fat i, hvad det er pizzarierne ynder at kaste over en pizza som et “finishing touch”. Det er min mening, men jeg ville personligt nok have brugt lidt mere tid på navnelegen. Jeg synes ikke organa er appetitligt. Tredje ankepunkt er designet. Ikke så meet selve flaskerne og etiketterne – men hjemmesiden. Hvorfor har de ikke et godt billede af produktet (flaskerne) som reklamebureauethar. Hvorfor skal det være de der hygiejnebindreklamegrafik-ovaler?

Så er vi også ved at være der

Fjerde og sidste ankepunkt er teksten. På websitet står:

We could use some fancy marketing speak to describe our drink. But we believe that’s not necessary as it’s all in the name.

OK, men lad mig så lige sakse et par vendinger fra beskrivelsen af de tre varianter:

klar og hvidgylden med en blød kulsyreudvikling (…) Delikat frugtig sødme (…) Kulsyren er blød og nænsom (…) Dufter af sensommerens fuldmodne hyldebær med et let strejf af jasmin.

OK2. Det er for mig en lummer beskrivelse af frugtdrik, og hvis det er et eksempel på ikke-fancy marketing speak, så tror jeg ikke jeg tør læse den fancy, affrugt frygt for at blive opstemt. Jeg har stadig ikke fundet en Organa, da der ikke står så simpel en ting, som hvor jeg kan købe en flaske. Har du fundet dem eller smagt dem, hører jeg gerne om det. Velbekomme.

Danmark mod sveden

Den sidste uge op til i dag, hvor der er landskamp mellem Danmark og Sverige, har Axe lagt et ret massivt reklametryk via outdoor i København:

Jeg må sige jeg er imponeret og sender streetcred til den ansvarlige. Det er en simpel idé, der bruger, hvad jeg gætter er så godt som hele årsbudgettet for Axe i DK på én uge. Til gengæld er det super arbejde i konteksten, kombineret med en reference til deres årelange underliggende payoff. Kudos. Det minder mig så om, at min favoritreklame fra 2008 er den her:

Jeg synes tonen og stilen i reklamen er perfekt ramt i forhold til produkt og målgruppe, så selvom jeg ikke identificerer mig med produktet, synes jeg det er et godt stykke håndværk. Og det minder mig så om, at Axe generelt holder et stærkt niveau. Fx den storsvedende fyr, der er endnu en af mine favoritreklamer, fordi den spiller så intelligent og overdrevent på produktegenskaber: Show don’t tell. Ja, og så er der den med hulemanden og sandwichpigen. Bottomline: Axe holder en imponerende standard og har dygtige folk til at komme på idéer til at lancere produktet, uden at bryde med den originale linje. Inspirerende.

Kan en grim elbil få succes?

For nogle uger siden blev jeg kontaktet af en veninde, fordi hun skulle bruge noget sparring på, hvordan man kunne introducere en elbil i Danmark. Jeg endte med at anbefale hende at melde pas på opgaven, da jeg mente bilen var for grim, og det ville forhindre alle gode vinkler på at introducere en elbil, når produktet åbenlyst er til grin. Jeg kan ikke afsløre hvilken bil det drejede sig om, men desværre er den ikke alene i feltet om at repræsentere kombinationen “elbil” og “grim som arvesynden”. Inden du afskriver mig som en subjektiv elbilsmagsdommer, så lad os lige se på effekten, hvis jeg faktisk ikke er den eneste der synes mange elbiler er grimme.

Ovenstående er elbilen Buddy fra elbil Norge – og selvom den er både i farver og fra 2009, minder den mere om en elbil fra 1978, end om noget fra det 21. århundrede. Fra Norge kommer også Think city fra Think – og den er heller ikke nogen skønhed. Det samme gælder italienske Zero. Nissans EV-02 leder tankerne hen på Fiats lidet skønne Multipla – men dog kønnere end de linjer de fik lagt med en prototypeafsløring sidste år. Den ser det så desværre ud til Mitsubishi har ladet sig inspirere af til deres kommende miev. Og jeg kunne blive ved. Treehugger samler lidt op på grimme elbiler gennem tiderne, hvis du vil fortsætte grineriet (eller motivere frustrationen). Lad mig springe til effekten. Hvis flere synes bilerne er grimme, så køber vi dem ikke. For elbilen er jo i forvejen en forandring vi skal gøre plads til i vores liv, fordi den skal håndteres anderledes. Er den også grim, så har det altså lange udsigter med at skifte en benzinmaskine ud med rullende “vindmøllestrømaftager”. Og det er altså en ting vi ikke kan gå og nulre med i garagen alt for længe. Det vil nemlig tage mindst et par årtier at få udskiftet hovedparten af bilparken, og så er vi fremme ved det år, hvor FBI frigiver de hemmelige dokumenter om mordet på John F. Kennedy.

Udseende er ikke alt

Nu betyder køreegenskaber, pris, og driftsomkostninger selvfølgelig også meget, men er vi ikke enige om, at bilproducenterne har lært os at en bils udseende smitter af på opfattelsen af dem der kører i dem? Jo, allerede i 1968 var det et bærende element i en helsides bilreklame. Og til dem der vil være specielle har vi selvfølgelig tidligere omtalte Fiat Multipla, Suzuki Alto og Peugeot 3008der efter min mening går godt sammen med de nævnte elbiler mht. design. Flertallet af biler er nu engang altså med moderat design, som vi ser på en Toyota og Volkswagen være fortalere for. Det helt store spørgsmål fra mig med denne artikel (ja, nu kommer den) er derfor: Hvor bliver elbiler med moderat design af?

Logik = hurtig adaption

Det må nemlig være simpel logik, at tage en succesfuld bilmodels design og udskifte benzinmotoren med en elmotor. Mini har fat i det med Mini E, men ligesom Teslas S, Chevrolet Volt og en HEL masse andre, er vi kun på “næsten-forbi-prototype-stadiet”. De elbiler jeg har linket til i starten, er på gaden nu – og dét er dét jeg mener der er problemet. Jeg ville ikke hverken eje eller have nogen af dem. Desværre. For jeg kan rigtig godt lide konceptet “elbil”. Hvis ikke du har set “Who killed the electric car”, så anbefaler jeg den som et godt indlæg i debatten om biler, olieselskaber og monopoler. Endvidere er der selvfølgelig en stor debat og stillingtagen til hvordan infrastrukturteknologien skal konstrueres. Her er Better Place et spændende projekt. Jeg ser dog kombinationen af batteriudskiftningsstationer OG opladestationer, som den mest fleksible løsning. Og de burde kunne eksistere sideløbende. Så egentlig er det vel et spørgsmål om at man vedtager en standard for batteridesign, på samme måde som dengang forskellige producenter tog sig sammen og rykkede, ved at gå sammen om standarder som cd, usb, dvd. Men det er måske i det hele taget dén med samarbejdet, der er stenen i skoen?

© 2019 Niels Philbert

Theme by Anders NorénUp ↑