For nogle uger siden blev jeg kontaktet af en veninde, fordi hun skulle bruge noget sparring på, hvordan man kunne introducere en elbil i Danmark. Jeg endte med at anbefale hende at melde pas på opgaven, da jeg mente bilen var for grim, og det ville forhindre alle gode vinkler på at introducere en elbil, når produktet åbenlyst er til grin. Jeg kan ikke afsløre hvilken bil det drejede sig om, men desværre er den ikke alene i feltet om at repræsentere kombinationen “elbil” og “grim som arvesynden”. Inden du afskriver mig som en subjektiv elbilsmagsdommer, så lad os lige se på effekten, hvis jeg faktisk ikke er den eneste der synes mange elbiler er grimme.

Ovenstående er elbilen Buddy fra elbil Norge – og selvom den er både i farver og fra 2009, minder den mere om en elbil fra 1978, end om noget fra det 21. århundrede. Fra Norge kommer også Think city fra Think – og den er heller ikke nogen skønhed. Det samme gælder italienske Zero. Nissans EV-02 leder tankerne hen på Fiats lidet skønne Multipla – men dog kønnere end de linjer de fik lagt med en prototypeafsløring sidste år. Den ser det så desværre ud til Mitsubishi har ladet sig inspirere af til deres kommende miev. Og jeg kunne blive ved. Treehugger samler lidt op på grimme elbiler gennem tiderne, hvis du vil fortsætte grineriet (eller motivere frustrationen). Lad mig springe til effekten. Hvis flere synes bilerne er grimme, så køber vi dem ikke. For elbilen er jo i forvejen en forandring vi skal gøre plads til i vores liv, fordi den skal håndteres anderledes. Er den også grim, så har det altså lange udsigter med at skifte en benzinmaskine ud med rullende “vindmøllestrømaftager”. Og det er altså en ting vi ikke kan gå og nulre med i garagen alt for længe. Det vil nemlig tage mindst et par årtier at få udskiftet hovedparten af bilparken, og så er vi fremme ved det år, hvor FBI frigiver de hemmelige dokumenter om mordet på John F. Kennedy.

Udseende er ikke alt

Nu betyder køreegenskaber, pris, og driftsomkostninger selvfølgelig også meget, men er vi ikke enige om, at bilproducenterne har lært os at en bils udseende smitter af på opfattelsen af dem der kører i dem? Jo, allerede i 1968 var det et bærende element i en helsides bilreklame. Og til dem der vil være specielle har vi selvfølgelig tidligere omtalte Fiat Multipla, Suzuki Alto og Peugeot 3008der efter min mening går godt sammen med de nævnte elbiler mht. design. Flertallet af biler er nu engang altså med moderat design, som vi ser på en Toyota og Volkswagen være fortalere for. Det helt store spørgsmål fra mig med denne artikel (ja, nu kommer den) er derfor: Hvor bliver elbiler med moderat design af?

Logik = hurtig adaption

Det må nemlig være simpel logik, at tage en succesfuld bilmodels design og udskifte benzinmotoren med en elmotor. Mini har fat i det med Mini E, men ligesom Teslas S, Chevrolet Volt og en HEL masse andre, er vi kun på “næsten-forbi-prototype-stadiet”. De elbiler jeg har linket til i starten, er på gaden nu – og dét er dét jeg mener der er problemet. Jeg ville ikke hverken eje eller have nogen af dem. Desværre. For jeg kan rigtig godt lide konceptet “elbil”. Hvis ikke du har set “Who killed the electric car”, så anbefaler jeg den som et godt indlæg i debatten om biler, olieselskaber og monopoler. Endvidere er der selvfølgelig en stor debat og stillingtagen til hvordan infrastrukturteknologien skal konstrueres. Her er Better Place et spændende projekt. Jeg ser dog kombinationen af batteriudskiftningsstationer OG opladestationer, som den mest fleksible løsning. Og de burde kunne eksistere sideløbende. Så egentlig er det vel et spørgsmål om at man vedtager en standard for batteridesign, på samme måde som dengang forskellige producenter tog sig sammen og rykkede, ved at gå sammen om standarder som cd, usb, dvd. Men det er måske i det hele taget dén med samarbejdet, der er stenen i skoen?