Date19. april 2011

Tal- og nummerforvirring fra Hertz

I dag fik jeg en nyhedsmail fra Hertz (som jeg modtager af eget ønske, skal pointeres). Temaet var, at de nu havde gjort det muligt at snuppe en MINI Cooper ud i sommervejret og nyde den “lille rappe sag”. Det er for sin vis relevant og godt tænkt.

Mailen har dog et par uheldige tallege, som gør det svært at gennemskue, og som viser, at Hertz tænker “systemorienteret”, ikke kundeorienteret:

1. Hertz har et fint telefonnummer, som de opfordrer mig til at ringe og bestille på. Samtidig forventer de dog, at jeg ser at de (med ikke-fremhævet skrift) har et andet telefonnummer her i påsken. Et sats efter min mening – særligt når “normalnummeret” er både fremhævet og lettere at huske. Det er svært at forstå, at de ikke får lavet viderestilling fra hovednummeret til “påskenummeret”. Det virker unødvendigt, og afslører at Hertz tænker i, hvordan deres verden er, ikke hvordan de gør det lettest muligt for kunderne.

2. Jeg kan ikke lade være med at knytte en kommentar til formuleringen “priser fra”, fordi prisen forudsætter, jeg køber en lang lejeperiode (8 døgn eller mere!). Det vil være mere ærligt og ligefremt at skrive “priser helt ned til 515,- pr. døgn”. Min største anke med pil nummer to er dog, at de tydeligvis er interesseret i at give indtryk af at de er billige, men de indregner ikke de 10 % rabat (eller gør de?!) som de er villige til at give, hvis man siger den lidet sexede kode: “CDP nr. 826080” Mit bedste bud er, det er en “Customer Discount Program”-kode som passer i et felt i Hertz’ bookingformular…

Det er ikke graverende, men når de nu har lavet en fin tekst og gør noget ud af at beskrive MINIoplevelsen, hvorfor er koden så ikke noget a la: “MINItur” eller “MINIpåskeæg”… og når der udvises bevidsthed om, at det virker godt at skrive “priser fra”, så undrer det mig, at rabatten ikke er indregnet. Jeg fristes til at sige, at dem der ikke ser koden (og altså bestiller til “fuld pris”), nok heller ikke ser at de skal ringe på et andet nummer i påsken…og så går tingene vel lige O-P; op?

3. Sidste anke ved den ellers fine nyhedsmail er præsentationen af udregningen af døgnpriserne. Det giver fin mening, at der opnås ekstra rabat jo længere lejeperioden er. Men når man kommunikerer alt i døgn i både brødtekst og pristabel, virker det sjovt, at der pludselig kommer en “i alt”-pris ind over. Det lugter af, at Hertz kører et pakketilbud på den lejeperiode i forvejen.

Når man så regner det ud, svarer 5 døgn til 720,-/døgn og 7 døgn til 514,29/døgn. Reelt betyder det, at tabellen kunne hedde: 

3-5 døgn: 720,-/døgn // 6 døgn: 600,-/døgn // 7+ døgn: 515,-/døgn 

Det vil hæve logikken i tabellen, men også tilføje endnu en linje (for 6 døgn). Og så er det jeg undrer mig over, at Hertz ikke bruger deres store erfaring i, hvilke lejeperioder, der er mest populære hos deres kunder i påsken, og laver tilbuddene på baggrund af dét?

Ligemeget hvad, burde det være muligt at skære ind til benet og logikken, og gøre det mere simpelt at få overblik over priserne og dermed kunne tage en beslutning. For mange valg udløser ofte for få beslutninger, så hvorfor ikke fokusere på to populære udlejningsperioder? Så skal interesserede nok regne ud, at udlejningstider imellem, er til en pris der ligger mellem de to. Hertz har statistikken her, men lad mig foreslå: 2 døgn: 730,-/døgn // 5 døgn: 470,-/døgn (og her har jeg indregnet 10 % rabat via koden). Får du lyst til at leje en MINI ?

Måske ikke, men dem der har, får måske lyst til at tjekke konkurrenterne, der ligger lige i slipstrømmen – også med MINI Cooper:

Ovenstående er snuppet fra driveon.net der har forstået at gøre det simpelt, og er konkurrencedygtige helt hen til og med 6 døgn (og lur mig om ikke man så kan få noget rabat derfra, hvis man spørger pænt?).

BOTTOMLINE
Jeg vil gerne rose Hertz for at tage noget initiativ og være relevante i deres timing. Men der er efter min mening nogle ankepunkter i deres kommunikation, der viser, at de tænker ud fra, hvordan de selv er struktureret i organisationen, og ikke ud fra, hvordan deres kunder går og lever deres liv. Og det er jo ærgeligt, for jeg er sikker på det er sjovt at drøne rundt i en MINI i påsken.

Hvis du har idéer eller vil gøre noget bedre, så brug lige et minut og fjorten sekunder på denne video, og derefter et par minutter på at beslutte hvad du vil deltage med. Og gå så i gang.

Jeg kan godt lide mennesker som James Dyson.

© 2019 Niels Philbert

Theme by Anders NorénUp ↑