Monthmaj 2011

Den hemmelige skuffe skuffen

For nogle uger siden skrev jeg om lege- og børnetøjsbutikken Karrusella og roste dem for deres børnevenlige design af indgangspartiet. Det fik Malene til at tilføje et andet godt eksempel på en butik, der har fokus på kundeoplevelsen.

Butikken er et bageri ved navn Brødkunsten og ligger på Jagtvej 94, og de har godt fattet, at børn skal have en god oplevelse, når de kommer med til bageren som påhæng til forældrene. Derfor har de lavet en “hemmelig” skuffe, hvor der er en lille belønning til de yngste:

Det står ikke angivet nogen steder, så man skal være kender for at hvide, hvad der gemmer sig bag det farvestrålende håndtag. Det er dog tydeligt at tilbagevendende kunder godt kender til skuffen og går meget målrettet efter håndtaget.

Det er et rigtig godt eksempel på at tilføje noget ekstra til kundeoplevelsen der bliver husket og kan være med til at skabe præference. Godt arbejde.

Kerneproduktet ser også lækkert ud og fra pålidelig kilde hører jeg, at deres hindbærsnitter er anbefalelsesværdige ;-)

Han skal da have en guitar til jul

Nogle gange oplever man noget, hvor tiden står stille. Andre gange oplever man noget, der får én til at indse, at tiden har sprintet afsted. Nogle oplevelser formår at gøre begge dele.

DJ Craze illustrerer i nedenstående video min pointe til fulde: dem der mener at vide noget om musikalitet, rytme og skills, vil opleve tiden står stille. Dem der tror musik skabes med en guitar eller en violin, vil se hvad musikere, der lever på forkanten af tekniske og musikalske muligheder, egentlig gør når de vil underholde og give én på opleveren.

Det er vist på tide at tænke lidt ud af boksen, hvis ønsket er at præge nevøen til at interessere sig for at skabe musik. Ikke dermed sagt en guitar eller en violin ikke kan være en god start. Men her i 2011 er der bare SÅ mange flere måder, midler og muligheder for at kreere musikalske oplevelser, at det kan ramme motivationen hårdt, at skulle starte ud på noget så analogt og ensidigt som et strengeinstrument.

Hvis du stadig ikke er overbevist om, at der kan være musikalitet og udfoldelsesrum i plastikdimser med bløde gummipads, så lad Jeremy Ellis overbevise dig:

Hvis jeg drev en lufthavn

Når jeg læser dette blogindlæg om hvad brugerne af Lonely Planets forum (som man må antage, er i den mere berejste del af befolkningen), så ville jeg ønske jeg havde ansvaret for at udvikle en lufthavn. Mage til inspirationskatalog med konkrete idéer og insights i, hvad kunderne tror vil skabe værdi for dem, skal man lede længe efter.

Ikke dermed sagt alt skal implementeres, for som Henry Ford sagde: “Havde jeg spurgt kunderne, hvad de ville have, havde de ønsket sig en hurtigere hest”. Men det ændrer ikke på, at der er masser af inspiration og indsigt at hente i både blogindlægget, kommentarererne og den forumpost der startede det hele.

Send mig en mail, hvis du har en lufthavn!

Bas, trommepads og effektpedaler

Når man som jeg spiller musik og interesserer sig for, hvad gearproducenterne udvikler og finder på, så ser man en del produktdemoer. Og produktdemoer er der forskel på.

Oftest er det en lidt overgearet presenter der har mere travlt med at trykke på knapper og fortælle om features, end at skabe egentlig musik med produktet – og spørgsmålet er så hvor god en demo det egentlig er. For det hjælper selvfølgelig heller ikke bare at smide en monsterdygtig musiker på en guitar og så lade ham lire soloer af, da det hurtigt kommer til at vise mere om guitaristens evner, end produktets muligheder.

Hvad gør man så? Jo, for at finde magien, gælder det om at lade en monsterdygtig musiker med flair for præsentation og real world brug præsentere produktet. Den disciplin kniber for rigtig mange fx Korg med MiniakRoland med deres VP-770 og Korg igen med Microkorg XL.

Heldigvis lykkes det også nogle gange. Danske TC Electronics lavede et af de bedste eksempler, da de overlod hele præsentation og introduktionen af deres nye basforstærker-serie til ligeså danske Ida Funkhouser:

Tydeligvis en bassist med en spandfuld talent og samtidig stor forståelse for at præsentere funktioner og selling points omkring produktet. Godt lavet!

Effektpedalproducenten Electro-Harmonix har også fattet det, da de fik youtube-fænomenet Pomplamoose til at lave en demo af deres Voice Box:

I løbet af godt 3 minutter, får jeg via en catchy lille riff-sang beskrevet og demonstreret pedalens muligheder på både vokal og alskens instrumenter. Jeg ved nu hvad den pedal kan! Lagde du forresten mærke til den t-shirt Jack har på?

Og endelig min favorit; den voldsomt dygtige trommeslager Johnny Rabb, der giver en indføring i, hvad en Roland SPD-S trommepadsampler kan gøre for dig, hvis du spiller trommer eller bare synes rytmer er tiltrækkende:

Overskud på den underspillede måde, og samtidig total styr på produktet og evne til at sætte det ind i en række rytmiske brugskontekster. Skoleeksempel.

Spørgsmålet jeg vender tilbage til er, hvorfor producenterne bliver ved med at lave kedelige demoer? Hvis det skal være umusikalsk og lettere overgearet, så gør da i det mindste som jetdaisuke:

Klippekort uden rygrad

Jeg har lagt mærke til at klippekortene er blevet blødere – og jeg undrer mig. For klippekort er svære nok at få til at holde ti klip, uden at blive krøllede eller på det nærmeste gå i opløsning, så hvad er ideen med at gøre papirkvaliteten ringere?

Jeg frygter desværre, at det er et produkt af manglende forståelse for kunderne/brugssituationen og udpræget interesse for omkostningerne til klippekortsproduktion. Jeg ved det dog ikke, for DSB/Movia/Metroen har ikke kommunikeret noget omkring ændringen, og baggrunden for forringelsen. Og så må jeg – som alle andre – selv prøve at finde en logik, der får tingene til at passe sammen.

Med den indsigt jeg har i prisforskellen på papirkvalitet, så er det ikke en kæmpebesparelse vi har med at gøre. Så det undrer mig virkelig, hvis det er årsagen – særligt når det har nogle åbenlyse ulemper; klippekortet bliver lettere bøjet = det bliver ubrugeligt eller tager i hvert fald længere tid at få stemplet (som i det enkelte tilfælde jo nok går, men hvis 1000 klip hver dag tager 4 sekunder længere, så har vi en ekstra ventetid/forsinkelse på næsten 67 minutter. Hver eneste dag.Hvis et klippekort bliver helt ødelagt, kan man få det byttet til et nyt i billetsalget på stationerne. Men hvad tager det ikke af tid, for ikke at tale om det bøvl for både kunde og billetsalgsmedarbejder?

Mit argument er altså, at der er en mængde ulemper forbundet med at gøre klippekortet svagere, som jeg vil påstå på ingen måde kan opvejes af den besparelse, der er på at trykke klippekortene i en billigere papirkvalitet. Hvad er meningen?

Lad os derfor få klippekortet i den tykkere kvalitet tilbage. Eller nej; drop ti-klipskortet og lav i stedet et fem-klips kort, og lær af kunderne, der gerne vil have et klippekort i deres pung. Tegnebøger er ofte designet til at holde kreditkort, og tænk sig; længden af et kreditkort er præcis længden af fem klip ned på et ti-klips klippekort:

Så vil værdien af et klippekort være 70,- (jvf. nuværende priser), hvilket også vil gøre det til en mere overkommelig investering for de økonomisk pressede, og det vil ikke være helt så ærgeligt, hvis man taber et klippekort. Win-win-win-win?

KISS fra Piolo

Jeg modtog en stak iPhone 4 holdere fra Piolo i dag, og i alle former er det et produkt og en indpakning der hylder KISS-princippet:

  • produktet er simpelt og bare gennemgående godt tænkt
  • indpakningen er en simpel sort minikuvert med et klistermærke der angiver farven på den Piolo der er indeni
  • sammen med Piolo’en ligger et lækkert kort, hvor Team Piolo udtrykker deres taknemmelighed (bagpå deres kontaktoplysninger)
  • intet andet

Team Piolo kunne sagtens have skrevet en masse mere om udviklingen af Piolo’en, sende en decideret faktura/kvittering med i papir (den er kommet pr. mail allerede) og/eller skrive noget om andre produkter de pønser på. Men de har valgt en strategi, der matcher produktet i enkelhed. Og jeg synes det er smukt og underspillet ligesom produktet selv.

Men er det realistisk?

Jeg gik en tur ned af Vesterbrogade i København i dag. I nummer 23 ligger JYSK:

Som det fremgår af billedet, er der et eller andet vigtigt JYSK gerne vil kommunikere (men dog ikke vigtigt nok til, at det blive lavet som en decideret folie med dyner og glade mennesker). Fuld af nysgerrighed over, hvad det er der er så vigtigt, at det sidder to gange i hvert vindue, gik jeg tættere på:

Aha – cykler er uønskede. Men er det realistisk, når man har butik på en af Københavns mest centrale gader, og byen er kendt i hele verden for at være cykelby? Det er måske et ledende spørgsmål, for jeg synes jo bestemt det er virkelighedsfjernt i forhold til, hvor man har lagt sin butik, og hvordan kunderne ankommer.

Dynefirmaet kommunikerer, at de ikke er interesseret i at løse dit behov med at få parkeret din cykel, mens du vil lægge penge i deres butik. De fortæller derimod, at de gerne vil have du holder deres facade fri for din cykel. Det er da en skøn måde at indlede en kunderelation på…

JYSK på Vesterbrogade er desværre ikke alene om at ignorere, at der er en masse kunder, der er på cykel, og som mangler et godt sted at stille cyklen, mens de handler. En kort optælling på min tur viser at 12 ud af 16 butikker frabeder sig cykler foran facaden, uden at komme med forslag til, hvor man så kan gøre af den:

Igen; er det realistisk? Overhovedet ikke! Når man så ser på, hvor meget butikker kan gøre ud af at sørge for kundeparkering til biler, så kan det virkelig undre mig, at der ikke er den samme tanke for, hvad kunder der ankommer på cykel (som i downtown København nok udgør 50 %) skal gøre af deres transportmiddel, mens de plejer butikkens bundlinje med deres penge.

Som det er tilfældet med JYSK på Vesterbrogade, så respekteres skiltningen heller ikke. Der er cykler over det hele ude foran – et faktum, der får JYSKs trussel til at fremstå inkonsekvent. Og som understreget, at der er et reelt problem at løse her.

Hvad skal man så gøre? En god løsning på den udfordring må bestemt være noget værd, for det er tilsyneladende en nød der er svær at knække for butikkerne. Nogen kan dog:

Kingfish har investeret i et cykelstativ, og anviser dermed et oplagt sted at stille sin cykel. Det er en investering på under 3000,- og så er der styr på cyklerne (no pun intended). 

JYSK på Vesterbrogade har et ca. 50 m2 område indenfor gadedøren, hvor der står plastikbaljer med svampe, klude og alskens andre varer. Dette område er helt åbent og ligger før man går ind i selve butiksområdet. Hvad med at nedbringe antallet af baljer og frigøre plads til et cykelstativ med plads til 10 cykler. Så kunne skiltningen udenfor være: “Tag din cykel med indenfor i varmen – vi har også en luftpumpe, hvis du har brug for det.” Og jeg ved godt JYSK ikke er en cykelhandler, men jeg er sikker på det er noget man husker, hvis det er JYSK der sikrer, at man ikke skal køre rundt på halvfladt dæk resten af dagen. Og alene den atypiske kommunikation, der inviterer cyklerne indenfor, vil skabe nye tankebaner hos kunderne, som måske udløser en historiefortælling over aftensmaden hjemme i lejligheden…

© 2019 Niels Philbert

Theme by Anders NorénUp ↑