Når man som jeg spiller musik og interesserer sig for, hvad gearproducenterne udvikler og finder på, så ser man en del produktdemoer. Og produktdemoer er der forskel på.

Oftest er det en lidt overgearet presenter der har mere travlt med at trykke på knapper og fortælle om features, end at skabe egentlig musik med produktet – og spørgsmålet er så hvor god en demo det egentlig er. For det hjælper selvfølgelig heller ikke bare at smide en monsterdygtig musiker på en guitar og så lade ham lire soloer af, da det hurtigt kommer til at vise mere om guitaristens evner, end produktets muligheder.

Hvad gør man så? Jo, for at finde magien, gælder det om at lade en monsterdygtig musiker med flair for præsentation og real world brug præsentere produktet. Den disciplin kniber for rigtig mange fx Korg med MiniakRoland med deres VP-770 og Korg igen med Microkorg XL.

Heldigvis lykkes det også nogle gange. Danske TC Electronics lavede et af de bedste eksempler, da de overlod hele præsentation og introduktionen af deres nye basforstærker-serie til ligeså danske Ida Funkhouser:

Tydeligvis en bassist med en spandfuld talent og samtidig stor forståelse for at præsentere funktioner og selling points omkring produktet. Godt lavet!

Effektpedalproducenten Electro-Harmonix har også fattet det, da de fik youtube-fænomenet Pomplamoose til at lave en demo af deres Voice Box:

I løbet af godt 3 minutter, får jeg via en catchy lille riff-sang beskrevet og demonstreret pedalens muligheder på både vokal og alskens instrumenter. Jeg ved nu hvad den pedal kan! Lagde du forresten mærke til den t-shirt Jack har på?

Og endelig min favorit; den voldsomt dygtige trommeslager Johnny Rabb, der giver en indføring i, hvad en Roland SPD-S trommepadsampler kan gøre for dig, hvis du spiller trommer eller bare synes rytmer er tiltrækkende:

Overskud på den underspillede måde, og samtidig total styr på produktet og evne til at sætte det ind i en række rytmiske brugskontekster. Skoleeksempel.

Spørgsmålet jeg vender tilbage til er, hvorfor producenterne bliver ved med at lave kedelige demoer? Hvis det skal være umusikalsk og lettere overgearet, så gør da i det mindste som jetdaisuke: