Monthjuli 2011

Andrewernes engagement på Youtube

Hvordan giver man en god oplevelse på sin Youtube-kanal? Efter min mening handler det om at bruge mediet som mere end en envejs ting.
Youtube er nemlig ikke *kun* et site, hvor man kan lægge videoer op. Det er et site, hvor man kan lægge videoer op – og få respons.
Det er svært at få noget godt ud af, og vi er alle meget mere skolede i at modtage video mere eller mindre passivt, men i takt med tiden går, begynder der at dukke eksempler op på engagement og dialog. Måske noget du kan bruge selv – eller overføre til din virksomhed i målet om at komme tættere på dine kunder?

De dygtige er gode til at stille spørgsmål eller små opgaver, som seerne så kan respondere på, og som de så følger op på i næste video/udgave.

For eksempel Ray William Johnson (se fra 5.17) med sit show Equals Three (=3), der efter tre års arbejde, nu er den meste sete Youtubekanal (!) – måske fordi han er så dygtig til at engagere sine seere?

Eller iJustine (en af de mest kendte kvindelige Youtube-personligheder), der har lavet en Ask iJ-kanal dedikeret til at seerne kan stille hende spørgsmål.

De rigtig dygtige hæver dog niveauet, ved at kombinere deres evner med deres seeres input, og laver noget der, hvis ikke er magisk, så i hvert fald er unikt. To af de bedste hedder begge Andrew.

Andrew 1 er Andrew Gunadie eller gunnarolla. Han har en populær youtube-kanal, og er aktiv læser af de kommentarer han får. En seer foreslog, at han skulle lave noget på andet end engelsk. God idé, og Andrew bad derfor seerne om udenlandske sprogstumper, som han så ukritisk ville sætte musik til, og dermed lave en sang, han ikke forstod:

Det er både sjovt, sært og internationalt – og meget brugerinspireret. Tænk at have været den, der indsendte “Ich habe sauerkraut in meine lederhosen…”?! Bagom videoen er også god. Og når man laver noget godt på youtube, afføder det parodier og cover-versioner; fx Jory Caron’s.

En anden spiral Andrew har bevæget sig ud af, tog udgangspunkt i racisiske hater-kommentarer, fra seere som føler sig stødt over at han ser asiatisk ud. Andrew er fra Canada, så det har afledt en del videoer over dét paradoks:

Andrews respons til en særlig vedholdende hater:

Den legendariske “Canadian, Please” (og bagom-video):

Og afslutningen, hvor Andrew kommer i tvivl om sit kulturelle ophav:

En meget fin måde at behandle et delikat emne på, som gøres både med respekt for vigtigheden og med en tyk ironi og distance til forfatterne af de racistiske kommentarer. Hvem siger Youtube kun er sjov og ballade?

Den anden Andrew er Andrew Huang. Han laver mange sjove videoer og fine små sange inspireret at input og kommentarer fra hans seere. En af de bedste er en sød sang med bare én sætning: “Pink Fluffy Unicorns Dancing On Rainbows”, som var en kommentar fra en fan:

Catchy som bare f*****, ik’? Det synes hans mange tilhængere også, og så kan vi ellers byde velkommen til spoofs og covers: noget-mindre-overstadigt-udtryk-coverversionen, heavy-metal-cover-versionen, jeg-kan-tegne-og-animere-lidt-agtigt-versionen, vi-er-to-teenagepiger-med-et-tøjdyr-versionen og jeg-udtrykker-mig-igennem-remixing-af-computerspilskarakterer-versionen, som er min personlige favorit. Kun overgået af youtube-personligheds-meta-cover-versionen.

Andrew belønner interessen med rundhåndet hjælp til at lære at spille sangen selv·

Hvem siger man ikke kan lære noget på Youtube?

Der er ingen tvivl om at disse ting kræver talent, som begge Andrew’er har i stor volumen (derfor heller ingen overraskelse, at de nu er taget på tour sammen). Men udover talent, kræver det også en villighed til at bruge energi på at læse feedback og forholde sig til det. Det er et stort arbejde, som sjældent bliver skænket meget energi, når “social media-eksperter” råber op om, at NU skal virksomhederne engagere deres kunder på de sociale medier.

Det er lidt trættende, fordi det kommer til at lyde nemt og som den store forløsning at vi har facebook, twitter og youtube. Og det er det ikke. Det kræver en stor, vedholdende indsats, som nu er gjort lidt lettere rent teknisk, men talent, idéhøjde og ansvarlige, der forstår både mediet og virksomhedens målsætning og værdier, er ikke blevet mindre vigtige.

Det er dog langt fra umuligt, og virksomheder i øjenhøjde har en lysende fremtid foran sig. Det har de altid haft.

Luftka’selv
Ovenstående var tilbuddet hos en cykelhandler jeg passerede i dag.

“Penge for luft” – tjoh, den er vel ok; det er jo trykluft (!)…men så alligevel: For hvad er det for et signal cykelhandleren sender med denne anordning – og hvor mange dalere har det mon kostet at anskaffe, indstøbe og tilslutte systemet der håndterer betalingen? Og hvor mange bruger luftdimsen hos ham, når hans konkurrent 200 meter henne ad gaden koster gratis?

For mig at se sender cykelbiksen et signal om, at de er smålige og meget bevidste om indtjening. Det overfører jeg derfor direkte på deres cykel- og tilbehørssalg. 

Det slår mig ikke som en servicemindet virksomhed, der vil sætte sådan en luftautomat i verden – og hvis jeg skal handle cykel, så skal det være hos en servicemindet cykelhandler; det hedder jo netop at “få lavet service” på sin cykel, ikke “købe et cykeltjek”.

© 2019 Niels Philbert

Theme by Anders NorénUp ↑