Posterous – platformen som denne blog kører på – blev købt af Twitter i sidste uge. Det har givet meget snak om, hvorvidt det betyder, at Posterous nu er en død sild. Jeg tror det er tilfældet, og det giver anledning til et par overvejelser om valg af platform, kontrol osv.

Jeg gik efter “nemt”, da jeg skulle vælge platform. Dengang stod det mellem tumblr og Posterous. Jeg vurderede Posterous dengang var det bedste valg – og det kan jeg så tænke over i dag, hvor jeg skal til at eksportere data (eller sige fuck it!), vælge ny platform og et par andre teknikaliteter, som jeg egentlig ikke tænder videre på.

For det er jo noget nyt – omend ikke “aldrig-sket-før” – at gratis platforme, som man vælger og bruger, pludselig bliver købt, enten for at blive opslugt i et større system, for at køberen kan få adgang til en teknologi eller et talent – eller en kombination. I mange industrier, er det jo alment kendt, at en stor spiller, køber en konkurrerende teknologi, blot for at sørger for, den ikke udhuler primærforretningen. Alletiders måde at sikre, at udviklingen går i stå. Men det kan jo kaldes at “pleje virksomhedens interesse”…ik’? 

Nu skal dette ikke blive en større kapitalistisk opgørspost, for mit ærinde var egentlig blot at fortælle, at jeg genovervejer min platform.

Og så kan jeg så passende spørge, om du overvejer din? For hvad sker der, når facebook en dag bliver købt af…ah ok, det er muligvis rettere den anden vej rundt (som det var med Friend Feed, der nu bare ligger hen som en skole i Tjernobyl). Det kunne måske være Apple, men de har jo Ping

Vi lever i en foranderlig verden, så forandring bør være et vilkår, som alle forholder sig til. Vi skal have det på skoleskemaet, synes jeg. Eller det vil jo egentlig være lidt paradoksalt; hvis forandring kom på et skema.

Harddiske holder ikke evigt, så få nu lavet et backup-system.

Platforme på nettet holder ikke evigt (eller også forandrer de sig i en retning, som du måske ikke synes om), så kalkuler med det og forbered dig. Kunder er ikke for evigt, men man kan få dem til at komme tilbage, hvis man gør sig umage.