Der er masser af logik, idé og god stil i at sige “ja”. Se mulighederne og finde løsningerne. Tro på, det altid lykkes. 

Nogle gange er “nej” (eller måske den pæne kusine “nej tak”) bare endnu bedre.

Får du tilbudt stoffer eller mulighed for at smugle våben, burde det være en nobrainer, at nej er det rigtige. Her er dog et eksempel, hvor nej måske kan være den rigtige respons.

Jeg så en reklame for et kursus med titlen: “Distanceledelse med nærvær”.  Det går ud på, hvordan man kan være en mere nærværende leder for et team som ikke sidder fysisk sammen.

I en global verden, giver det jo god mening, for når verden bliver mindre, sidder vi paradoksalt nok oftere længere fra hinanden. Og jeg er helt sikker på, at der er meget at lære og evner at udvikle hos de ledere, der står med den udfordring. Måske er det dog bare sådan et sted, hvor der skal siges nej. Siges nej til at lede over distance. Prioritere, at I skal kunne se hinanden i øjnene, grine sammen og sætte post-it’s på hinandens laptops, for at få en kultur der trækker på det grundlæggende menneskelige træk; nærvær. For det sidste ord i kursustitlen er godt nok – og vigtigt. I forhold til distance-problemstillingen er muligheden, der skal ses, måske bare at sige nej. Og så finde mulighederne for et mere nærværende setup. Hvor man kan sige ja. Uden headset.