Har du glemt, at du husker dårligt?

Jeg husker faktisk helt ok. Da jeg var lille, kunne jeg huske 20 forskellige telefonnumre. Men dengang havde jeg heller ikke hverken mobiltelefon eller computer.

image

Mine forældre havde en lille notesbog, hvor de skrev alle adresser og telefonnumre i. Det gav udpræget panik, når den lille røde og sorte bog ikke var på sin plads!

Min forældre kendte langt flere mennesker end jeg gjorde, så jeg kunne godt se udfordringen. Nu hvor jeg selv er blevet ældre og kender en masse mennesker, kan jeg slet ikke forestille mig at opdatere en lille notesbog, endsige prøve at huske nogle af alle de mange skiftende adresser, telefonnumre og emailadresser.

Så jeg bruger en computer. Og en smartphone. Og det er awesome!

For mit setup virker for mig, og der er aldrig panik. Tingene er synkroniseret og tilgængelige flere steder. Herligt.

Det betyder jeg kan slippe en masse bekymringer, og det betyder også, at jeg kan arbejde smartere og mere produktivt.

Jeg kommer til at gå mere i dybden med mit setup i kommende artikler, men lad mig lige motivere dig til at bruge en times tid af weekenden på at blive lidt mere synkroniseret.

En kvartet af huskeri
Jeg har fire need to haves: Et solidt og enkelt notesystem (synkroniseret naturligvis), et todo økosystem, et kalendersetup som bare virker – på alle mine devices, og endelig synkroniserede kontakter.

Hvis du kun skulle starte med én ting her i weekenden, så gå i gang med notesystemet, da det i et snuptag kan gøre det ud for en todoliste, og er nemt og gratis at starte på.

Efter at have testet forskellige setups, bruger jeg pt. følgende:

Simplenote (gratis)
Dette notesystem er bare super stabilt og megahurtigt. Der er apps til iOS og Android, til mac og ellers kører det smooth i en browser også. Det koster ikke noget og er meget let at forstå; du skriver bare tekst i enkelte noter. Men skal ikke tænke på at navngive dem eller organisere dem. Ny kontekst = ny note. Senest opdaterede noter ligger øverst og du kan søge på tværs. Det er hands down det bedste system jeg har prøvet, og jeg har brugt det over fire år nu.

Bonus er, at du kan offentliggøre en enkelt note med et direkte link og du kan samarbejde om en note med andre. Mere om det i en opfølgende artikel.

Things (~400,-)
Jeg var med til at teste betaversionen af Things, dengang en iPhone stadig var noget særligt, og todolister som en særskilt ting var nyt. Og jeg har så hængt på. Der er kommet bunkevis af systemer og apps sidenhen, og mange af dem ser lovende ud, men jeg *prøver* at bruge mere tid på at få “doet” end på at teste alt, hvad der udråbes til at løse “produktivitetsproblemet”.

Hvis todolister er nyt for dig, så brug Simplenote for at få opbygget vanen med at huske opgaverne på en server (og gøre det simpelt). Vil du mere, så tjek Wunderlist (freemium) eller (endnu) mere avancerede Todoist (freemium) eftersom jeg faktisk ikke synes Things er pengene værd som pris og features er sammenlignet med de andre to. Jeg gennemgår todoliste-setup i en kommende artikel.

iCloud (gratis, hvis du har iOS)
Jeg har iPhone, iPad og Mac, så det er en nobrainer for mig, at bruge det gratis, velfungerende og velintegrerede iCloud til både kalender og kontakter.

Overordnet har de fleste fanget, at en telefonbog/kontaktdatabase er meget bedre til at huske telefonnumre og adresser end hjernen. Det kom ligesom naturligt med udbredelsen af mobiltelefoner. Jeg ser dog stadig stakler med en update på facebook a la: “har fået ny telefon og mistet alle numre; send mig en sms, hvis vi skal holde kontakt”. Nederen (for begge parter).

Så få styr på det!

iCloud giver synkronsering af både kalender og kontakter på Apples devices. Har du andet end Apple udstyr (ja, jeg ved I findes derude), så tilbyder Google det samme, hvilket også fungerer godt (jeg bruger begge dele). Med iCloud betaler du, ved at du har købt Apple gear – og formodentlig bliver ved med det. Hos Google betaler du med, at de får mere at vide om dig, som de kan bruge til at målrette reklamer.

Synes du de to setups (eller forretningsmodeller) er afskyelige, så kig på Fruux (freemium) som mod reel betaling (såfremt du har mere end to dimser) tilbyder synkronisering af kontakter og kalender (og opgaver, hvilket jeg dog ikke har testet). Jeg har brugt det tidligere, og det er seriøst og meget velunderstøttet.

Som skrevet tidligere, følger jeg denne artikel op med nogle mere detaljerede artikler om, hvordan jeg arbejder med henholdsvis noter, todos, kalender og kontakter.

Men for nu, synes jeg du skal komme i gang med Simplenote. Opret en konto og installer app’en på din smartphone og få den flyttet til en placering tættest på din tommelfinger (du kan fx flytte Angry Birds) :-)

Lignende artikler