Hverdagsredninger for 300 kroner

Da en af mine venner havde glemt sin pung den anden dag, kom jeg til at tænke et par år tilbage; der var det nemlig mig, der havde glemt min pung og dermed mine penge. Og det var også dengang, jeg besluttede at løse det på en ganske simpel måde.

image

Jeg havde været til træning og ville slå forbi en butik for at købe mad. Da jeg så stod med en kurv med varer og skulle have gjort et dankort klar, opdagede jeg, at jeg havde glemt min pung. Pis!

Jeg måtte pænt lægge varer på plads og cykle hjem hamrende sulten (med i planen var at købe en banan), og så ud og handle igen, da jeg havde været hjemme og vende. Et hassle to say the least – og irriterende, når man er sulten!

Næste dag, talte jeg derfor mine tasker op; 3 stk. som jeg brugte ofte. Derefter stak jeg forbi en hæveautomat efter 3×100,-

Siden dengang har jeg altid haft 100,- i min taske, så jeg ikke står i en situation, hvor jeg ikke kan redde mig noget mad, en busbillet eller 10 sæt glow-in-the-dark-briller fra Tiger, hvis jeg skulle have glemt min pung.

App til kort
I processen, fandt jeg også en app til min telefon, som kan gemme billeder og oplysninger om diverse kort, så jeg også har en chance for at dokumentere, at jeg har et specifikt medlemskort eller en oplysninger fra det, hvis det skulle være nødvendigt. App’en hed Lemon dengang, men har så siden skiftet navn til LifeLock Wallet App.

Det kan måske virke lidt gammeldags med kontanter, men den dag betalinger sker med et bip via mobilen, vil jeg nok stadig holde fast i hundredelasen. For mobilen løber tør for strøm – og så er cash king.