Jeg synes også, det er svært at skrive

image

Flere af mine venner tror, jeg bare er god til at skrive. At det er let for mig. Jeg prøver så at forklare dem, at det ikke er en guddommelig kraft, der blev installeret i mig ved fødslen.

Hvis det virker som om, det er let for mig at skrive, så er det på grund af to ting; øvelse og læsning.

#1 Jeg øver mig hver dag
Ligesom du bliver bedre og hurtigere til at løbe, hvis du gør det regelmæssigt, så bliver jeg også bedre til skrive, når jeg gør det ofte. Jeg skriver idéer ned, skriver emails til mennesker, jeg ikke kender, skriver en dagbog, skriver blogposts (hvoraf de fleste aldrig bliver offentliggjort), beskriver idéer og koncepter og tekstopgaver for kunder og netværk.

Som med så godt som alt andet i livet; øvelse gør mester.

#2 Jeg læser en masse forskelligt
Jo mere jeg læser, jo bedre bliver jeg til at skrive. Eller måske rettere; jo bedre bliver jeg til at formidle. For dét at skrive handler jo ikke bare om at hamre ord ned. Det handler om at formidle.

Jeg læser alt muligt og øver mig i at opdage, hvornår jeg bliver fanget af en tekst. Når noget formidles så godt, at jeg helt glemmer, at jeg læser. Hvad gjorde udslaget? Kan jeg omsætte det i min egen måde at skrive på?

Gode tekster tjener som inspiration – men kan også virke afskrækkende og demotiverende, afhængig af humør og attitude. Det er vigtigt, at god formidling altid tjener som noget at stræbe efter. Ikke som skyts til at tale egne evner ned.

Dårlige skriverier har også masser af potentiale. For hvad gør teksten dårlig; misforståelser, kluntede sætninger, fagtermer, unødvendigt svære ord og indforståede referencer?

Faktisk vil jeg sige, at jeg lærer mere af dårlige tekster, end jeg lærer af gode. Men det er unægteligt mere fornøjeligt at læse velskrevet tekst end kluntet tekst. Så variation er vejen frem.

Vil du være bedre til at skrive, så prøv det her:
Når du spiser/drikker morgenmad, så læs én side i en bog. Hvilken som helst bog – hvilken som helst side. Når du har læst, så udvælg den sætning, der gjorde mest indtryk (godt eller skidt), og skriv sætningen ind i fx din note-app på din smartphone. Tilføj så en kort beskrivelse (~20 ord) af, hvad der gør sætningen særlig god eller dårlig.

Gør det i en måned, og du vil have læst hvad der svarer til mere end 10 % af en hel bog, have analyseret 30 forskellige sætninger, og skrevet 600 ord (flere end der er i hele denne blogpost).

Øvelsen vil øge din forståelse for virkemidler i sproget, gjort dig venner med bare at gøre noget, frem for at tænke det til døde, og du vil have indøvet en ny læsevane (hvilket i sig selv er en præstation). Det hele vil have taget under ét minut ekstra om dagen.

30 minutter fordelt over den næste måned, for at blive bedre til at skrive og forstå sproglig formidling? #nobrainer