Månedens eksperiment: Skriv en time hver dag

2016 er året for eksperimenter. I februar mediterede jeg hver dag, og nu har kalenderen så slået marts, og det er tid til et nyt eksperiment.

Hver dag i marts, vil jeg skrive én time.

Timen skal ikke bruges på kundeopgaver, oplæg, logbog eller andre skriveopgaver, jeg i forvejen er engageret til. Det skal være en time med produktion af nye sætninger indenfor noget jeg synes er vigtigt.

En del af processen bliver at finde ud af, hvad jeg ender med at producere i løbet af en måned med én time om dagen. Jeg drømmer om at kunne præsentere en e-bog, når det bliver april, men realistisk set, er jeg godt tilfreds med en håndfuld gode artikler her på siden. Ingen ved det – og jeg er nok den eneste, der tænker over det.

Hvorfor skrive?

Først og fremmest er ord dét medie, det er lettest for mig at udtrykke mig via. Nogen kan tegne, male, skyde video eller komponere musik – og jeg går bestemt ikke af vejen for at prøve kræfter med alle de discipliner – men at sætte ord sammen er der, hvor der er kortest mellem dét jeg vil udtrykke og sådan som det ender op med at være (du skulle bare se mig tegne en hest!).

Dermed dog ikke sagt, at det er decideret let at skrive.

Jeg har også et ønske om at skabe indhold frem for blot at indtage indhold. Første skridt var at starte en ugentlig email med links, artikler og musiknumre, og det har jeg holdt ved. PUF er dog ikke helt at skabe noget, men mere at være redaktør på noget andre har skabt. Så ironisk nok, skulle jeg lige have et ekstra skub.

Det endegyldige puf kom i sidste uge, hvor jeg hørte afsnit #139 af seanwes, hvor emnet er, hvorfor alting starter med at skrive. Der er dem, der skriver, når de har noget de skal ud med, og så er der dem der skriver, for at finde ud af, hvad de har på hjerte.

Så nu får marts et skud, hvor jeg graver lidt dybere ved at skrive en time hver dag – og så er jeg spændt på, hvad der kommer ud af det. Det bliver formodentlig lige dele frustration, kedsomhed, idéer og en masse slåfejl.

Vil du være med, eller har du selv prøvet noget lignende, så del gerne i en mail.

Lignende artikler