Når glasset er fyldt med læring

glasset-er-fuldt

I dag fyldte jeg et glas helt op med min favoritdrik; dansk vand med lime.

Jeg fyldte helt til kanten, så der var en millimeter fra vandspejlet til overkanten af glasset. Herefter balancerede jeg glasset op til mine læber uden at spilde en eneste dråbe og tog en slurk.

Det var jeg egentlig lidt overrasket over. Overrasket over, at jeg ikke spildte. For da jeg var to år, spildte jeg hele tiden – og jeg har ingen forventning om, at en to-årig kan føre et helt fyldt glas vand op til munden uden at spilde.

Så noget er sket, siden jeg var to år gammel og skulle have hagesmæk på, for at drikke af et glas eller en kop. Jeg har udviklet mine evner. Lært noget.

Dengang var jeg jo tydeligvis ikke bange for at eksperimentere. Spilde. Fejle.

Det var den eneste måde at lære på, og det var helt normalt og forventet, at hvis jeg skulle blive bedre til at drikke af et glas, så var det bare at træne. Prøve, igen og igen. Spilde, igen og igen.

Så hvad er der sket siden da?

Hvorfor er det underligt og lidt pinligt, hvis jeg spilder, når jeg drikker af et glas i dag? Selvfølgelig fordi det forventes, at det må jeg have lært i en alder af 34 år. At spilde er jo kun noget børn gør.

Det er ikke normalt at spilde. Det stikker ud. Det er anderledes – og vi har ikke træning i at håndtere anderledes på det område.

Faktisk vil jeg gå så langt, at vi i takt med vi bliver normaliserede mister meget af evnen til både at eksperimentere og rumme anderledes. Det er ærgeligt.

For når vi undviger situationer, hvor vi kan risikere at spilde, så går vi glip af eksperimenterne. Vi lægger låg på nysgerrigheden og legen. Lægger låg på læringen.

Det er helt forståeligt – men også helt igennem ærgeligt.

Så når du hælder et glas vand op næste gang, så skænk helt til kanten.

Eksperimentér lidt. Spild lidt. Lær lidt.

Måske spilder du – men jeg lover dig, at det tørrer igen.

Lignende artikler