Nej nej, slet ikke!

Jeg blev ringet op af Henrik i dag. Han fik dog i første omgang min telefonsvarer, da jeg sad i møde. Han fulgte svarerens opfordring om at prøve igen en halv time senere, men blev mødt af selvsamme besked. Det udløste en let provokerende besked med en forundring over, hvorfor mit firma hedder snakbar, når jeg tydeligvis ikke har lyst til at snakke. Jeg kender Henrik ret godt, så jeg ved der var glimt i øjet. Men det fik mig til at tænke på, at jeg åbenbart gør noget, mange andre ikke gør; undlader at tage telefonen, hvis jeg er optaget.

Jeg hører i hvert fald alt for ofte “nej nej, slet ikke” som første sætning efter nogen svarer deres telefon.

Mine iagttagelser (eller er det ihørtagelser?), siger mig, at det er svaret på spørgsmålet: “Forstyrrer jeg?”. Og så tænker jeg, at mange må ringe til folk de forstyrrer, eller også er de lidt naive. For det er vel altid en forstyrrelse når nogen ringer? Det er jo ikke noget man havde regnet med. Ikke altid i hvert fald. Og er man ikke optaget af noget, der kræver fuld opmærksomhed, så er man vel optaget af at lave ingenting. Så det forstyrrer altid. Men nogle gange, er det en velkommen forstyrrelse, og andre gange mindre velkommen. Og det er den sidste type jeg gerne vil til livs. Kan vi ikke aftale, at tage telefonen, hvis det er en velkommen forstyrrelse, og ellers lade den ringe (på lydløs forstås)? Tak.

Som et lille tip, kan jeg videregive noget jeg har aftalt med mine nærmeste; hvis de ringer op tre gange i træk indenfor et minut, så ved jeg, det er så vigtigt, at jeg skal forlade alt hvad jeg er i gang med. Det virker ret godt – eller dvs. jeg har heldigvis kun oplevet det én gang, og det var et glædeligt (men vigtigt) budskab, der skulle igennem.