saadan-er-jeg-bare

Du har hørt andre sige det – og måske siger du det selv: “sådan er jeg bare” eller “sådan har jeg altid været“.

Jeg synes du skal lægge mærke til, hvornår du siger det om dig selv.

For når du fortæller andre mennesker noget om dig selv, fortæller du også dig selv, hvordan du ser på dig selv.

Når du siger “sådan er jeg bare”, er du med at til at låse dig selv i, at du kun kan være på en bestemt måde.

Du skal selvfølgelig kende dig selv og have holdninger og meninger. Dét jeg fokuserer på her, er ting du uden indsigt og argumenter accepterer som noget ved dig, der er fast og uforanderligt.

Sådan er jeg bare risikerer at holde dig fast i, at sådan skal du dermed også blive ved med at være. Eller endnu værre: det er ikke noget du kan gøre for, og dermed heller ikke noget, du kan gøre noget ved.

Jeg er ikke sådan en der dyrker sport

Indtil jeg kom på efterskole i 8. klasse, havde jeg ikke dyrket sport ud over idrætstimerne og lidt rundbold i frikvartererne.

Efter den første uges seks timers gymnastik, var jeg overbevist om, at min gymnastiklærer ville opdage, hvor dårlig jeg var og sende mig hjem. Jeg ringede hjem til mine forældre og græd. Havde mest lyst til at give op. Jeg var jo ikke sådan en der dyrkede sport.

Halvandet år senere stod jeg helt fremme i vores gymnastikserier, udførte komplicerede spring, og var fanebærer til vores opvisninger. Jeg var altså ikke blevet sendt hjem; faktisk var jeg blevet både god til og glad for gymnastik.

Så da jeg var færdig på efterskolen, begyndte jeg at undervise i gymnastik. Det startede med et lille hold i den lokale gymnastikforening. Tre år senere havde ansvar for små 100 hormonvilde og enormt søde juniorgymnaster.

Efter gymnastikken, blev jeg bidt af spinning, hvilket jeg nu underviser i på 15. år. Derudover kører jeg mountainbike i skoven, ror i en romaskine, styrketræner og får tæv i squash af min ven Nikolaj. Sport og bevægelse er blevet en vital del af mit liv, og er blevet en platform for at udvikle mig både fysisk og mentalt.

Meget godt gået af en knægt, der ikke er typen, der dyrker sport.

Dét, der bragte mig ud af mit “jeg dyrker ikke sport; sådan er jeg bare”, var at blive sat i nogle rammer, der gjorde, at jeg ikke kunne snige mig udenom gymnastik og sport. Jeg blev nødt til at give det en chance – og det er jeg utrolig glad for.

Dengang var jeg ikke opmærksom på, at sådan var jeg bare. Det er noget jeg kan se i dag. Og derfor bruger jeg det nu aktivt: Jeg lægger mærke til hvornår jeg undviger noget med et “sådan er jeg bare”, og er nysgerrig efter at finde ud af, hvad min afvisning dækker over.

Hvad er det, jeg ikke ikke omfavner?
Hvad er jeg utryg ved?
Hvad er jeg bange for?

Find mønsteret

Det er tit svært at finde ud af, hvad et “sådan er jeg bare” specifikt dækker over. For det kommer oftest til udtryk i noget, der er generelt og socialt acceptabelt:

Jeg er bare typen der:

  • er træt om aftenen (og derfor ikke deltager i fester)
  • altid laver tingene i sidste øjeblik (og derfor er lidt svær at arbejde sammen med)
  • altid kommer for sent (og derfor er svær at planlægge noget med)
  • har en kort lunte (og derfor kan være svær at kommunikere med)

Men hvorfor er det sådan?
Er der en forklaring, du kan bruge overfor dig selv – og overfor andre?
Noget, der giver mere mening end “sådan er jeg bare”?

For ja, du er sådan. Lige nu. Og du må selvfølgelig gerne være sådan resten af dit liv. Jeg synes bare du skylder dig selv, at finde ud af, hvorfor du gør, de ting du gør.

Hvis du ved hvorfor, du gør, som du gør, kan du forklare det, så andre kan forstå det. Og kan jeg forstå, hvorfor du gør som du gør, kan jeg bedre omfavne det. Rumme det. Rumme dig.

Så prøv at lægge mærke til, om du siger sådan er jeg bare. Og hvis du gør, hvornår gør du det så; er det i bestemte sammenhænge? Er der et mønster?

Bryd mønsteret

Når du har fundet mønsteret, så sæt en ramme eller en udfordring op, hvor du er nødt til at bryde mønsteret?

  • Hvad sker der i dig, hvis du tager med til de næste fem fester og er den sidste, der går hjem?
  • Hvordan føles det, hvis du laver de næste tre opgave med det samme, du har fået dem?
  • Hvordan reagerer dine omgivelser, hvis du kommer ti minutter før tid til alle aftaler de næste 14 dage?
  • Hvad gør det ved dig, hvis du siger “jeg er har en reaktion, men jeg vil gerne tale om det” i stedet for at lade temperamentet løbe af med dig?

Det er selvfølgelig grænseoverskridende, og noget der kræver, at du tør træde ud af din komfortzone. Langt de fleste tør ikke, så det er selvfølgelig helt ok, hvis du heller ikke har mod på det.

Sådan er du måske bare?

Lignende artikler