Sig tak før begravelsen

sig-tak-foer-begravelsen

I dag deltog jeg i begravelsen af et menneske, der har haft stor betydning for mig. Wolfgang Dibbern var forstander på Højer Ungdomsskole, da jeg gik der fra 1995-1997. En tid, hvor jeg knyttede venskaber for livet, mærkede effekten af stabile værdier, og fik smag for gymnastik og mange andre skønne ting, som følger mig i dag.

Wolfgang har betydet meget for rigtig mange mennesker, hvilket afspejlede sig i at 300 mennesker valgte at vise respekt og kondolence med deres fremmøde i dag. Han var et helt særligt menneske, der desværre gik bort mere pludseligt end alle omkring ham havde forventet.

Jeg er evigt taknemmelig over den måde Wolfgang – og kone Bodil – drev skolen og faciliterede en skoletid, der har betydet så meget for mig og mit liv. Så jeg er glad for, at jeg fik mulighed for at være en del af denne flotte og mindeværdige dag.

Samtidig er jeg ærgelig over, at jeg ikke har fået skrevet til Wolfgang før dette uigenkaldelige stop for muligheden indtraf. Ikke fordi der var en forventning eller forpligtelse til at gøre det, men fordi jeg synes det er vigtigt at vise, at jeg i dag sætter pris på, at et menneske gjorde sig umage og har haft en varig effekt på mit liv.

Jeg ville selv blive enormt glad, hvis jeg fik et brev eller en hilsen fra én, som jeg på et tidspunkt har gjort en forskel for. Og jeg ville bestemt helst have brevet, mens jeg stadig kunne læse det.

Så da jeg stod der til begravelsen og sendte mine ord i tanken, besluttede jeg, at jeg ikke har lyst til at stå i den situation igen.

Så jeg er begyndt på en liste over de mennesker, der har betydet noget særligt for mig. Og dem vil jeg skrive til og sige tak.

Skrive og anerkende deres indsats, så de får den mens de endnu er i live, og ikke først, når det endelige punktum er sat.

Så hvis du har eller har haft et menneske i dit liv, der har betydet noget særligt for dig, vil jeg opfordre dig til at sende ham eller hende en hilsen.

 

Lignende artikler