Jeg tænkte lige på noget. Var det ikke en idé at spare noget strøm? At Danmark melder sig ind i klimakampen og nedsætter energiforbruget på strøm markant på den korte bane, så vi får noget opmærksomhed og viser, at det sagtens kan lade sig gøre?

Det kræver faktisk bare, at vi lige ændrer lidt på det nuværende system, så det virkelig batter at gøre en indsats for at få elmåleren til at snurre langsommere. Her er min idé:

I dag betaler man lineært for sit strømforbrug som privatkunde. Forbruger man 100 kWh mere, så betaler man for 100 kW og omvendt. Det er logisk, men det er ikke særlig motiverende for at gøre en ekstra indsats.

Et gennemsnitligt elforbrug i et hus med fire personer er 5181 kWh/år. Et meget lavt forbrug sættes til 4300 kWh. (i en lejlighed er forbruget lavere).

Elprisen baserer sig på elselskab og geografisk placering i landet, men ligger pt. på knap kr. 2,50/kWh, som jeg derfor bruger som en afrundet pris her. Huset med fire beboere betaler altså lige under 13.000,- om året i el ved et forbrug på 5181 kWh.

image

Ud fra den nuværende lineære afregningsmodel, vil vi kunne påvirke forbruget ved at hæve elprisen. I praksis vil dette dog kun kunne ske med få procent (eller mindre) pr. år. Igen; ingen reel motivation for at gøre noget ekstra nu og her. Og det kan også diskuteres, om elprisen behøver være højere – i hvert fald for det “rimelige forbrug” som borger i et moderne I-land…

Min idé er derfor, at vi i stedet for en lineær afregning, laver en afregning med et knæk. Fx et knæk ved 3000 kWh, så forbruget under 3000 kWh afregnes til en væsentlig lavere elpris (ja chok – staten sætter elprisen ned!? sikke en overskrift!). Til gengæld hæver vi så elprisen for forbruget over 3000 kWh.

Vi kunne jo sige 1,50/kWh for de første 3000 kWh og 4,-/kWh over 3000.

Familien i huset får nu en elregning på godt 13.200,- (cirka 300,- ekstra om året).
Kan de til gengæld spare bare 10 % af deres strømforbrug (cirka 500 kWh), tjener de nu pludselig 2000,-/år!

Lægger de sig i selen og sparer 20 % af strømmen, er der besparelse på over 4000,-/år. Det er mere end 330,- om måneden = gratis internet eller økologisk svinekød i stedet for forpinte industrigrise!

En sådan afregningsform, ville motivere til at finde og udfase strømtyvene i huset + give større bevidsthed om, hvad elektroniske dimser faktisk kræver af stikkontakten.

Knækket skal selvfølgelig ligge forskelligt afhængig af boligtype (man bruger tilsyneladende bare mere strøm i et hus end i en lejlighed), og husstande med elvarme kunne få en dispensationsordning med en lidt højere grænse osv.

Oveni dette meldes en officiel plan ud om, at skæringsgrænsen over 10 år går fra 3000 kWh til 2000 kWh, hvilket vil gøre det attraktivt for producenter af elektronik at udvikle endnu mere energieffektive produkter.

Bum!

Nu skal vi så bare lige have en visionær klima- og energiminister på banen, som gerne vil gøre “det rigtige” og vise Danmark som et foregangsland, i stedet for at fokusere på at staten måske taber lidt indtægter på elafgiften.

Kom så Danmark!