Jeg gør investeringer op i timer. Det kan måske virke lidt autistisk, og måske er det faktisk lige, hvad det er. Det synes jeg i givet fald er ok. For jeg har stor respekt for autister – og jeg synes det giver værdi.

Da jeg ville købe en ny iPhone for et par måneder siden, stod jeg med en investering på 6000,- foran mig.

Det er en anseelig sum, vil de fleste – med rette – mene. Det synes jeg også. Men er det dyrt? Eller er det blot mange penge?

iPhoneværdiberegning

For værdiberegning handler ikke kun om, hvor lang tid noget holder. Det handler om at udregne kostprisen i brugstiden:
Jeg bruger min iPhone meget. Af de knap 100 apps jeg har installeret, bruger jeg mere end 40 af dem ugentligt. I en eller anden funktion, bruger jeg min iPhone 4-8 timer om dagen*

Lad os bare regne med det mindste af de tal: 4 timer.

Min tidligere iPhone holdt 2 år. 365 dage på et år = 1460 timer på et år. 2 år = 2920 timer lifetime.

Jeg betaler 6000,- og det giver mig så – lavt sat – en kostpris på lige over kr 2,- pr. time.

Det synes jeg fanden fløjteme er value for money!

Hvad koster det at køre i tog?

Aarhus – København: 382,- for tre timers togtur. Det er mere end 127,-/timen. Tager du turen med en flink bilist via gomore.dk, er det halv pris.

Bio? En to timers film inkl. sukkerstads for 50,- = omkring 70,-/timen.

Tor Nørretranders’ Det generøse menneske; 35,-/timen, hvis du insisterer på papir (og læser den på en eftermiddag). Under 7,-/timen hvis du læser digitalt – eller meget langsomt.
Og nogle få øre pr. time, hvis du læser den nogle gange over de næste par år (hvilket du bør) – og indregner alle de tanker den sætter i gang…

Hvad med cyklen?

Min nuværende cykel står i omkring 5000,- og jeg forventer den holder fem år (så længe jeg husker at spænde den fast til et solidt skilt. Hver gang!).

Jeg bruger den en time om dagen i snit = 1800 timer lifetime. Det er kr 2,78/time.

Dog kræver en cykel vedligehold, og jeg skal skifte dæk og reservedele en håndfuld gange. Lad os sige 100,-/måned, så der er råd til, at jeg kan få en fagmand til at lave service og skifte dele. Så er kostprisen pludselig tættere på 6,- per time, men så er min cykel også super velholdt og velkørende (og kan nok holde væsentlig længere end fem år…eller sælges brugt for en hvis sum).

Regn den ud

Jeg siger ikke alt skal gøres op i penge eller hårde værdiberegninger. Det kan bare være lettere at spotte de ting, der skal prioriteres over andre – eller hvor du måske godt kunne investere lidt ekstra, fordi det skaber værdi eller glæde hver gang du investerer et par kroner.

Regner du timeprisen ud, bliver det pludselig muligt at tale om gode investeringer kontra dårlige investeringer. Dem kan du så sammenholde med hvad de to kategorier bidrager med af gode henholdsvis dårlige oplevelser.

Og så træffer du pludselig væsentlig bedre beslutninger.

Do the math.

*Som foretrukken musik- og podcastafvikler, samt RSS-device, går der hurtigt nogle timer. Og jeg har endda ikke indregnet, at den hver nat tracker hvor meget jeg bevæger mig, mens jeg sover og altid gør det muligt at komme i kontakt med mig for mine nærmeste…